Violinmageren af Edvard Hoem

Skærtorsdag den 2. april 1801 fandt en skelsættende begivenhed i danmarkshistorien sted: Slaget på Reden. Her blev den danske flåde skudt til pindebrænde af en vis admiral Nelson, fordi vi beklageligvis havde valgt at holde med Frankrig og Napoleon i krigen mod England.

I den norske slægtsroman ”Violinmageren” oplever vi det berømte slag fra en robåd bemandet af norske kraftkarle, blandt andre forfatterens dengang attenårige tiptipoldefar Lars Olsen Hoem. Det var dengang, Norge hørte under den danske krone, og bortset fra det forsmædelige nederlag nød den unge nordmand sit ophold i et forårsklædt København vrimlende med elegante, slentrende damer og kapable musikanter.

Nederlaget endte med at blive en katastrofe for Norge. Engelske kaperskibe opsnappede i stort tal landets fiske- og handelsskibe, hvilket skabte hungersnød flere steder langs den norske vestkyst, endskønt havene var fulde af fisk.

Senere tages Lars Olsen Hoem til fange under en ekspedition til Arkhangelsk efter korn og tilbringer fem år på et skiddent fangeskib ud for Plymouth. Her møder den velbegavede og musikalske Lars monsieur Jean, en fransk violinmager, af hvem han lærer han det ædle håndværk.

Edvard Hoem trækker i sine romaner på sin slægts historie, og i sin karismatiske forfader Lars har han fundet en guldgrube af fine anekdoter. Som da Lars møder sit livs kærlighed Gunhild, der overrumplende frier til ham efter få minutters bekendtskab; en prægtig historie. Og ja – Tinder go home!

Fra 1820 og frem til sin død i 1852 bygger Lars violiner til den store guldmedalje – og avler hele syv pigebørn. Livet er godt, omend uhyre nøjsomt i det lille hus tæt ved Kristiansund, som også er kendt for sine skønne klipfisk. Med rolig langsommelighed lærer vi, hvordan man fremstiller såvel violiner som klipfisk. Og nej – ”Violinmageren” er ikke en bog for utålmodige sjæle.

En diskussion af tro bliver den røde tråd i bogen. Lars har fra barnsben et anstrengt forhold til gud, og da han hører om den franske revolution, hvor somme ligefrem påstår, at gud ikke findes, får han et ståsted. Da en meget troende kammerat såres og dør under forfærdelige smerter, og Lars selv skånes, opfatter han det som en bekræftelse.

Mod slutningen af sit lange, hårde halvfjerdsårige liv besinder Lars sig en smule. “Hvis Vorherre har en mening med alt, er den mening skjult for os, så længe vi lever, sagde violinmageren. Det var hans trosbekendelse.”

Lån bogen på biblioteket