Veronica Mars, Mr Kiss and Tell af Rob Thomas

Det er en fornøjelse at være tilbage i Neptune sammen med Veronica Mars. Bogen her fortsætter umiddelbart lige efter hvor den forrige sluttede, og det er ufatteligt rart at kunne træde ind i en historie med en sådan lethed at alt bare er genkendeligt og ligetil på den måde. Selvfølgelig er der den overordnede sag der skal løses, som ved første øjekast er af ukendt maner, men langsomt går det op for os at visse ting er mere bekendte end man lige havde forventet.
Den mængde af korruption Rob Thomas har formået at klemme ind i denne ene lille by er ufatteligt, men på den anden side er det vel også nødvendigt hvis man har i sinde at lave en story-line med en karakter som Veronica som skal kunne have noget at lave på rigtig langt sigt. For set udefra ser det ud til at uanset hvor mange sager Veronica og hendes far løser, så vil der altid være 2 problemer mere lige rundt om hjørnet.

I den her bog var det så herligt at der faktisk var to sider, sideløbende. Hvilket vil sige man både fulgte Veronica og Keith, og jeg syntes det var herligt at få et sjældent indblik ind i Keiths tankegang og lidt af hans baggrund. Selvfølgelig var der også masser af Veronica, men det var bare lidt som om sagen i det her tilfælde faldt lidt til jorden og tog utrolig lang tid om at skulle bevise. Tvivl blev ved med at være der, men man holdt alligevel med Veronica og hendes mavefornemmelse, så på den måde var det bare træls at skulle vente så lang tid på at resten indså at hun havde ret.

I forhold til resten af karakterspektrummet er de der alle sammen – og denne gang var der meget mere Logan! Det var så herligt at læse om hvordan deres forhold er nu, hvor modne de er samtidig med de begge kan være lige så stædige som deres teenage år. De passager med dem som par var nok dem jeg nød mest, fordi de gav bogen en hel anden vinkel end den sædvanlige detektiv-sagsvinkel som vi er så vant til.

“The SEALs aren’t the only ones with moves.” He leaned down to pet Pony, who licked his chin. “How’re my girls?”
“Well, one of us peed on your shoe. And the other barked all morning,” she said.”

Humoren er stadig frisk og sprød på næsten hver side, og det skal den også være for det har været en af hjørnestenene lige fra starten af. Desværre er det bare ikke helt det samme som at opleve det i hurtige one-liners på skærmen. One-liners er der stadig masser af, men de fungerer bare ikke nær så godt på skrift på den måde, og det er utroligt synd for Veronicas personlighed skinner bare så meget igennem, og i sidste ende er det jo hende der skal bære det – hun er trods alt titelkarakteren.

Lån bogen på bibliotek.dk