Vejen op, vejen ned af Julian Barnes

“Man sætter to ting sammen, som ikke før har været sat sammen. Og så er verden forandret.”

Ovennævnte sætning fungerer som indledningsmanøvre til hvert essay. Det er der en vis poetik i.

Julian Barnes forsøger at sætte ord på sorgen, den sorg, der hjemsøger ham og endog tager bolig i ham gennem lang tid. Han mistede pludseligt sin kone, og det efter blot syvogtredive dages sygdom. Som han skriver: “Mit livs hjerte; mit hjertes liv”

Barnes nærmer sig sorgen gennem tre essays, de første to tager dog udgangspunkt i 1800-tallet, hvor aeronauter gladeligt rejste hen over landet i luftballoner og dermed fik skabt højde og et dybere perspektiv på tilværelsen.

Vi er i det første essay “Højden som en synd” med, da der bliver eksperimenteret med luftfotografiet.

I det midterste essay – “I midten” – er vi med til en seance med amoriner mellem en mand og en kvinde, hvor særligt manden er forelsket. Her blev to mennesker sat sammen, og måske blev verden forandret.

I det sidste rammer Barnes det egentlige sorgarbejde. Det er simpelthen så indfølt og empatisk fremskrevet. Det er dybfølt, perspektivrigt, alt sammen formidlet i en særlig skarp, rytmisk og reflekterende stil.

Med denne bog formår Julian Barnes at skrive om kærlighedens væsen (sådan som han både ser det og føler det) fra et højere luftlag og fra et mere omkransende perspektiv.

Det har været en fornøjelse.
Jeg vil pege videre ud mod hans berømmede “Når noget slutter”, som også tager fat på følsomme forhold.

Lån bogen på Bibliotek.dk