Under stormen af Ibi-Pippi

Romanen foregår i 2034 i et Danmark præget af svære klimaforandringer, og historien skydes i gang med at hovedpersonen, Jesper, brækker næsen på sin ekskone Louise, hvorefter han bliver anholdt, og som konsekvens af voldsepisoden mister samværsretten til deres fælles datter. Efter en kort afsoning for vold og en længere periode med samvær under opsyn, skal Jesper og Louise mødes, for sammen men en kommunalmedarbejder at fastlægge de fremtidige rammer for Jespers samvær med datteren, da et voldsomt uvejr tvinger dem alle til at søge ly i en kælder.

I kælderens mørke kæles der i en nænsom opbygning for personkarakteristikken, uden at hovedpersonernes fysik udpensles nærmere. I stedet er samspillet mellem Jesper og Louise, samt deres fælles fortid som mand og kone, centrum for historien hvor Ibi-Pippi bruger naturens elementer til at beskrive karakterernes indre følelsesliv, hvilket tydeligt er inspireret af Brontës ’Stormfulde Højder’.
Historien opbygges langsomt, da slutningens geniale plottwist vender alt hvad man som læser troede at man vidste på hovedet. Ibi-Pippi formår at lege med læseren og dennes egne fordomme – kort sagt bliver man som læser af en roman, der handler om psykisk manipulation og vold, manipuleret hele vejen igennem bogen.

Det stærke plottwist, hvis lige ikke er set mere overraskende siden Shyamalans ’Den 6. sans’ giver straks læseren behov for at læse bogen forfra for at sikre sig at der ikke er huller i historien som kunne have givet et praj om hvilken vej handlingen ville gå, men historien holder hele vejen igennem, og bedst som man tror at man har set det værste bliver plottet endnu engang twistet i en isnende uhyggelig afslutning, der cementerer at Ibi-Pippi har skabt en af de mest troværdige psykopatskikkelser i dansk litteratur.

Ud over at være underholdende er ’Under stormen’ en roman der sætter fokus på et uhyre tabubelagt men vigtigt samfundsproblem, og man kan håbe på at den formår at starte en samfundsdebat.