Under den hviskende dør af T. J. Klune

Vores hovedperson er ikke en rar mand. Han har kun et for øje, nemlig at tjene penge og få firmaet til at fremstå godt. Han er hård ved andre, han er ikke bleg for at fyre unødigt og han har ikke et privatliv, da hele hans liv handler om hans job som advokat. Men så dør han og skal til at lære hvad det vil sige at være et genfærd, et spøgelse eller en ånd om man vil. Han bliver hentet af Mei, en høster som skal hjælpe ham med at komme over til færgemanden Hugo, og han har meget svært ved at tro på det Mei siger. Men der er ikke andre der kan se ham, så han er nødt til at følge med. Han er utilfreds med tilstanden og behandler ikke Hugo særlig pænt heller. Alligevel er der noget som gør at han efter et flugt forsøg opdager at der måske er en grund til at han er endt hvor han er. Hugos job er at hjælpe ham videre, men han ønsker ikke at komme videre. Eller det tror han da ikke han gør. Og han lærer Nelson at kende som hjælper ham til rette i sin nye tilværelse hvilket gør det hele lidt nemmere for ham. Hugo har en tesalon og det er på denne tesalon at hele dette liv efter døden finder sted. Hver eneste afdød der kommer får en kop te som er nøje udvalgt. Og te er jo ikke noget at spøge med. Vores hovedperson indeholder alligevel mere end den hårde skal han ellers er kendt for og man kommer ret hurtigt ret tæt på. Og selv i form af afdød kan spirende følelser også få plads, men de kan jo aldrig udvikle sig.

Det er en speciel historie som ikke rigtig minder om noget andet jeg har læst. Men den er både underholdende, rørende og lidt tankevækkende. For mon ikke vi alle har overvejet hvad der mon sker efter vi dør? Det tror jeg vi har. Og her kan man så levende forestille sig at man ikke bare lige pludselig forlader alt, men blot forlader sin krop. Bogen er velskrevet og omhandler ikke kun døden og livet men også biseksualitet og kærlighed.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket