Troldmandens nevø af C.S. Lewis

Ordet Narnia fremkalder straks minder fra min barndom, især om DR der en gang om året viste den fantastiske tegnefilm, Løven, Heksen og garderobeskabet (1979). Med nutidens briller er det en temmelig primitiv tegnefilm, men dengang var vi tryllebundet, også fordi historien var fantastisk.

Måske har jeg kun læst serien én gang, jeg husker det ikke. Men det var i hvert fald i en periode, hvor jeg lyttede til Jean Michel Jarre døgnet rundt, så når jeg hører Oxygene eller Equinoxe i dag, så er jeg pludseligt tilbage på mit gamle værelse, på eventyr med Lucy og Peter og de andre børn, mens vi sammen udforsker Narnia.

Jeg måtte have bøgerne selv, og valget faldt på en samlet udgave, som kun kan skaffes antikvarisk i dag. Uhandy og tung, men alle syv bøger er der og er smukt illustreret af Pauline Baynes. Rækkefølgen man bør læse serien i er til stor diskussion. Skal man følge bøgernes kronologiske udgivelsesår eller følge Narnias kronologiske historie? Det sidste vinder denne gang, det er også den rækkefølge historierne kommer i bogen, men Troldmandens nevø er faktisk den næstsidste i rækken som Lewis skrev, men da den fortæller om Narnias skabelse og forklarer en hel del om kommende begivenheder i de følgende seks bøger, så virker det naturligt nok.

De to børn, Polly og Digory, udforsker en dag loftet i den ejendom de bor i. De ender i Digorys onkels kammer, hvor han narrer dem til at prøve en ring, der vil føre dem til en anden verden. Da de går på opdagelse, ender de i en tredje verden, en døende verden, hvor de møder heksen Jadis, som de mod deres vilje kommer til at bringe ind i deres egen verden, som er London i år 1900. Det lykkes dog at få stoppet hendes ulykker, igen via de magiske ringe, og til sidst ender de alle i Narnia, som er ved at blive skabt af løven Aslan.

Jeg husker Troldmandens nevø som den svageste af bøgerne, men nu hvor jeg genlæser den som den første, er det en helt anden oplevelse. Den er både sjov og spændende, og når man kender resten af historierne, er der mange ting der pludselig giver bedre mening. Lewis var egentlig begyndt på historien lige efter Løven, heksen og garderobeskabet, da en ven godt kunne tænke sig at vide, hvorfor der stod en lygtepæl midt i skoven i Narnia. Det får vi selvfølgelig en forklaring på.

Troldmandens nevø er et fremragende eventyr, både for voksne og børn. Jeg elsker de bibelske referencer og de formanende kommentarer, der nok mest er henvendt til de voksne; det sjove møde meller dyr og mennesker, hvor dyrene tror, at menneskene er en ny vittighed, de kan i hvert fald ikke se noget morsomt ved dem. Sekvensen med troldmanden der ikke vil erkende, at Aslan kan snakke og derfor ikke vil lytte til kristusfiguren, er en lille genistreg, lidt i tråd med, at det er mennesket selv, der har bragt ondskaben ind i verden, via heksen Jadis. Aslan: ”Åh, menneskebørn, I forstår så sandelig at forsvare jer mod alt, hvad der kan gøre jer godt!”

Nu skal jeg så ind i garderobeskabet, hvis tilblivelse også bliver forklaret i Troldmandens nevø.

Lån bogen på Bibliotek.dk