Tårnet af Jan Kounen, Mr Fab og Omar Ladgham

For hvad der føles som lang tid siden, lagde E-voke forsiden af Tårnet på deres hjemmeside, og så kunne man bare gå og glæde sig til udgivelsen, for det var kærlighed ved første blik: En rummand i et overbegroet miljø med et højhus i baggrunden fangede min nysgerrighed med det samme, og så er det oven i købet en tegneserie i genrerne science fiction og dystopi. Rent guf.

Men det er nu ikke en rummand der går rundt i Bruxelles jungle, men et godt beskyttet menneske på jagt efter kød. Han kommer fra Tårnet i baggrunden, der nu har tronet i 30 år. Det er stort set selvforsynende med vand og grøntsager for de 2746 overlevende. De har overlevet en yderst hidsig virus, der nærmest giver Ebola symptomer lige på stedet, og ved smitte er man dødsdømt. Tårnet styres af en kunstig intelligens, Newton, der dukker op som et spøgelse, flere steder på samme tid, og udbedrer skader eller hjælper til.

Oprøret lurer i kulissen, for de unge Intras, dem der er født i Tårnet og som aldrig har oplevet tiden før B44 virussen, er godt trætte af den ældre generation, de vil leve frit og have indflydelse.

Omar Ladgham og Jan Kounen kender sikkert hinanden fra filmens verden (Flight of the Storks 2012). Ladgham kender jeg ikke og Kounen har jeg aldrig tilgivet for sit Blueberry (2004) makværk. Men i Tårnet har de begået en fed historie. Det skulle egentlig have været et tv projekt, men det blev skrinlagt, og så var tegneserien en mulighed, og ideen er mere end 10 år gammel, så ikke noget Covid-19 inspiration her.

Historien er på flere måder en klassisk fremstilling af kampen mellem den yngre og ældre generation, ikke at det fylder alverden, før til sidst. Men jeg tror ikke den er fortalt i et højhus før, og slet ikke med en dødelig virus kun et vinduestykkelse væk, og der skal faktisk ikke ret meget mere end en fugl til at slå hul i glasset. Det er en meget effektiv og spændende konstellation.

Mr. Fab (Fabien Esnard-Lascombe) står for tegninger og farvelægning, og jeg er vild med stilen, især når han tegner udendørs scenerne. Jeg kommer til at tænke på tidlige albums med Linda & Valentin, byen ligner noget der er svøbt ind i alger, farvet i en giftiggul nuance, og jeg er vild med den lille hyldest til Blake & Mortimer.

Hans skildring af personer kan virke lidt stiv og udtryksløs, det vinder noget at læse albummet mere end én gang, for lige at få folk på plads. Til gengæld er hans farvelægning unik. En meget mat stil og han gør brug af dominerende farver som grøn, lilla og rød i de store scener, men igen i matte nuancer. Og AI’en er farvet helt i iskold blåt, han er i den grad også en karakter, der ikke er til at stole på.

Jeg vil glæde mig til kommende albums, ikke mindst pga slutningen, men også lige så meget for at se i hvilken retning historien udvikler sig: Forbliver vi i tårnet eller skal den omkringliggende verden udforskes?

Anmeldereksmeplar

Lån tegneserien på Bibliotek.dk