48
2006
87-91519-10-1
Hvad synes du, kære læser, smager allerbedst? Den der guddommelige rødvin fra lige dén der vingård? Belgisk chokolade? Mormors senga sengana-jordbær? Den gurkemejegule risret, du fik på den indiske restaurant i en metropols sidegade for 20 år siden?
Sådan er Poul Høllund Jensens digtsamling ”Synopsis”.
Digtene smelter på tungen, giver lyst til lige en bid og en slurk mere, og så sidder man der og mærker, at de smager krydret, uhyre velkrydret, så de litterære smagsløg hele tiden kildres af nye indtryk, som glider over i hinanden, filtres sammen, adskilles. Foruroligende, men samtidig dybt beroligende, fordi det er så smukt – de skarpe krydderier er så velbalanceret af de milde, at man bare NYDER.
Lyder det indviklet? Det er det ikke. Digtene er særdeles læselige, handler i det ydre om et års gang, men beskæftiger sig mindst lige så meget med et livs gang, eller snarere med dette, som min gamle mor sagde lige inden sin død: ‘indeni er jeg stadig også fire år’. Høllund er en voksen mand, men hans digte viser, at den voksne mand har den lille skoledreng og den unge tyveårige fyr med inde i sig, selv når den voksne rolle – i form af den høje mand – kræver alvor og besindighed:
Om natten går jeg fortabt
mellem et afskedskys
og flugten
gennem sidegaderne
Den høje mand skovler kul
fra svedige dynger
Visiterer mig
og lægger det hele på bordet
Eller er ‘den høje mand’ nu meget mere konkret, er han faderen i det høllundske univers? Eller er han døden?
Måske er han det hele. Sådan er det hele vejen igennem, og derfor tager man ”Synopsis” op igen og igen og nyder og foruroliges og nyder – og kan ikke blive færdig med den.
”Synopsis” er Høllunds første udgivelse i bogform, men han er tidligere publiceret blandt andet i tidsskriftet Hvedekorn, hvilket jo stadig er et kvalitetsstempel i den danske litteraturverden.
Høllunds klare og sikre sprog, hans følsomhed og evne for at give det sjælelige ord fortjener da også mængder af blåstempler. Det samme gør hans allestedsnærværende, stille og aldrig overspillede humor.
Bogen er en oplagt selvforkælergave, hvis man her i sommerheden trænger til nydelsesfuld refleksion i havestolen i skyggen under træerne.