Omslaget på “Sub Rosa” er så lækkert, at jeg længe har gået og skævet til krimien uden dog at falde i. Nogle gange bliver standhaftighed faktisk belønnet, for “Sub Rosa” kom i bogudsalgskataloget for 2005, så nu har jeg erhvervet mig det tiltrækkende omslag med en tilsvarende tiltrækkende krimi indeni.
En kvindelig galleriejer findes død i en kunstmalers hus. Maleren, Henry Aar, har en nyåbnet udstilling på galleriet, hvor billederne er lavet af sammensatte tapetstykker fra hans hus. Ved et indbrud i galleriet stjæles et af billederne og salgsprotokollen. Nogen vil åbenbart ikke have sit navn forbundet med udstillingen. I løbet af efterforskningen finder politibetjent Anna-kin Halvorsen spor, der fører tilbage til efterkrigstidens Norge. Spor der tyder på, at fortiden har blandet sig med nutiden med voldsomme konsekvenser.
Historien i “Sub Rosa” er godt skruet sammen, men det er hovedpersonen, som meget hurtigt fylder din opmærksomhed. Anna-kin Halvorsen er sej uden at være alt for kølig og stædig uden at være nævenyttig. Hun har lige nøjagtig den brøkdel maskulinitet, man forestiller sig, en nordisk kvindelig politibetjent nødvendigvis må være i besiddelse af: hun gider måske ikke finde sig i alt, men er ikke gået i ren machomode af den grund. Alle personerne i “Sub Rosa” er meget overbevisende, og så har Kim Småge skrevet en politiroman, hvor sproget også har fået lov at lege med. Klart anbefalelsesværdig krimi, som giver lyst til meget mere med Anna-kin og Trondhjems politikorps.
“Politistationen i Trondhjem havde i januar 1993 en stor tilstrømning af værdigt trængende. I parker og porte frøs flaskeligaen slemt. De havde holdt stand længe, fyldt godt på med ‘frostvæske’ af forskellig slags. Men kviksølvet dalede, og spritten gjorde ondt værre, de blev desperate. Tyverialarmer satte i gang, og anmeldelser af indbrud strømmede ind på stationen. Politiet rykkede ud og fandt en forhutlet ‘indbrudstyv’ foran et smadret udstillingsvindue. Der stod han med størknet blod på de iskolde knoer og stirrede forventningsfuldt efter Sorte Marie. Med tanken om en varm celle i baghovedet. Det begyndte at ligne et mønster.”