144
2014
978-87-02-15234-0
Vareopptelling
Nina Faber er lyriker, en 65-årig bedaget lyriker, der aldrig har solgt væsentligt, aldrig været i nærheden af en bestsellerliste, og aldrig i levende live vil drømme om at indrømme, at hun vil elske at ligge fedt på en sådan. Det er umuligt ikke at holde af Nina, der i sin egoisme nærmer sig decideret storhedsvanvid.
Hendes nyeste digtsamling er netop udkommet og Nina ser med forventning frem til at læse de lovprisende anmeldelser. Men de ækle anmeldere skriver ikke som Nina venter af dem. De manlger litterær indsigt, og det beslutter Nina sig for at bibringe dem.
Hun møder derfor op hos en anmelder, og samtalen imellem de stridende parter forløber ikke som planlagt: anmelderen må lade livet i en tragikomisk faldulykke. Nina føler sig ikke direkte skyldig, men er heller ikke synderlig brødebetynget, og beslutter sig for at gøre miseren god igen, på den eneste mulige måde: hun opsøger næste anmelder. Og her kører toget vitterligt af sporet. Under dække af at være den unge anmelderes mormor, får hun adgang til hans kollegieværelse, hvor hun tager sig et karbad, og endnu ikke er blevet påklædt, da han træder ind af døren. Hvis ikke begivenhederne allerede var ren Monty Python, bliver de det nu. Loe disker op med en absurdkomisk sexscene, der i sin absurditet formodentlig ikke vil blive overgået i dette årtusinde.
”Status” sender tankerne i retning af Bragi Olafssons ”Ambassadøren: Episke vers”. Samme humor, samme skandinaviske vanvid. Måske er det et vanvid der bedst fremelskes via en opvækst langt oppe på den nordlige halvkugle, hvor det er bælgravende mørkt det meste af tiden.
Loe mestrer det samme som Olafsson, hvor personerne i Olafssons mesterværk dog er væsensforskelligt mere afrundede end det er muligt for Loe at nå i den korte satire ”Status”.