SS-generalen af Sven Hazel

Efter at have læst Erik Haaests Sven Hazel biografi, ‘Sven Hazel mysteriet’, genlæste jeg den første Hazel bog, ‘De fordømtes legion’. Sven Hazel står som forfatter, men ifølge Erik Haaest er det Georg Gjedde der har skrevet bogen, på baggrund af Hazels noter. Derfor syntes jeg, at jeg skylder Hazel at læse en af de senere bøger i forfatterskabet, som han skulle have stået for alene, muligvis med hjælp fra sin kone. Jeg læste alle bøgerne med stor glæde i mine teenageår, men fik problemer i voksenalderen, da jeg fandt ud af, at bøgerne rent faktisk ikke var selvbiografiske, som Hazel ellers påstod. SS generalen fra 1969 skulle være Hazels egen yndling blandt de 14 bøger, så den blev genlæst.

Bogen foregår under slaget om Stalingrad i 1942-43. Sven og hans soldatervenner, Porta, Lillebror, Gregor, Gamle og flere andre oplever drabelige kampe i og omkring byen. En SS general fører Hazel og en række andre soldater ud af kedelen, da det hele bryder sammen, og meget af bogen handler om tilbagetrækningen, hvor Hazel og Gregor bliver taget til fange.

Jeg har før nævnt, at jeg har det lidt ambivalent med Sven Hazel og hans bøger. Et eller andet sted er de underholdende, men de kommer hurtigt til at virke trivielle. De uendelige lange historier man skal høre fra Porta eller Gregors mund, er simpelthen forfærdelig kedelige, men man må dog lade Hazel, at fantasien ikke fejlede noget. Især i kapitlet ‘Toget’ kommer der en historie fra Porta, der virker uendelig lang og ligegyldig. Om kamphandlingerne virker autentiske skal jeg ikke kunne svare på, men det virker ind imellem lidt for fantastisk, det de foretager sig.

I nogle passager fornemmer man, at Hazel har sat sig grundigt ind i 2. Verdenskrigs historie. Der er indledningsvis til hvert kapitel en lille forhistorie i kursiv, hvor man følger SA og SS fra de lange knives nat og langt ind i krigens år. Jeg har ikke tjekket om alt er faktuelt, men ret sikkert skulle det dog være, at der aldrig har været SS soldater i nærheden af Stalingrad, så der går det lidt galt. Så vidt vides, lykkedes det heller ikke nogen at flygte ud af Stalingrad.

Sproget virker mere simpelt i ‘SS generalen’, ifht. ‘De fordømtes legion’, og krigshandlingerne er også mere udpenslede. De fleste soldater har et forfærdeligt vulgært sprog, hvilket jeg heller ikke synes, de havde i første bog. Gamle hed Oldfuks i første bog og fem nye soldaterkammerater dukker op, som overhovedet ikke nævnes i ‘De fordømtes legion’, der ellers fulgte Sven gennem hele krigen til dens slutning i ’45.

Jeg må indrømme, at bogen havde underholdningsværdi, men jeg stopper højst sandsynligt min genlæsning af forfatteren her, der er simpelthen for meget, god og ulæst litteratur, der bør læses først. Stor litteratur bliver det aldrig, men man må dog alligevel anerkende, at manden har solgt ca. 53 millioner bøger på verdensplan.

Lån bogen på biblioteket