Spejl af Ulla Thøgersen

I “Spejl” er temaet at miste, huske, sørge og søge, og i 35 erindringsglimt fortalt over bogens 60 sider får læseren indblik i den kvindelige hovedpersons tilværelse. Man fornemmer hurtigt at det handler om at miste et barn, uden at det bliver sagt som sådan. Vi får heller ikke at vide hvad der skete. Til gengæld får vi et smukt og rørende indblik i den efterladte mors tanker om sønnen der ikke er længere. Vi får en række billeder af moderens egen barndom, flettet ind i sønnens korte liv, og moderens og sønnens indbyrdes forhold. Det er stærke sager.

“Vandet med blomsterne satte jeg ved stenen, hvor hans navn stod på. Og to årstal. Et for den dag, jeg lånte ham. Et andet for den dag, jeg afleverede ham tilbage.”

Om “Spejl” er en beretning fra forfatterens (Ulla Thøgersen) eget liv, ved jeg ikke. Det fremgår ingen steder. Men jeg har en mistanke om at det må det næsten være. Jeg tror ikke man kan skrive så dybt og følsomt om noget man ikke selv har oplevet, og hvis man kan, er det ret imponerende. Som læser følte jeg flere gange, at jeg var vidne til noget så privat, at jeg burde se den anden vej. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at læse det næste afsnit også. Og det næste, og det næste, og…

Ulla Thøgersen, der er lektor på Aalborg Universitet tilknyttet anvendt filosofi, siger selv om sin bog at man kan betragte “Spejl” som et lille stykke anvendt filosofi, hvor de fænomenologisk inspirerede beskrivelser kan åbne for læserens følelser og tanker og inspirere i retning af eksistensfilosofiske refleksioner over (det gode) liv og døden. Og det er lykkedes ret godt.

“Om foråret boede der kun én i huset. Hun knuste spejlet på badeværelset, så det lå splintret på gulvet.
Kan jeg samle spejlet? Kan jeg finde ham igen?”

Lån bogen på bibliotek.dk