Sort som ravnen af Ann Cleeves

Ann Cleeves modtog i 2006 den engelske krimipris “The Duncan Lawrie Gold Dagger” for ”Sort som ravnen”, som blev hendes gennembrud.  Bogen var fra starten tænkt at skulle være en selvstændig krimi – for hvor mange mord kan der ske på Shetlandsøerne?  Bogen imidlertid fik så stor succes, at Ann Cleeves skrev en efterfølger – og så en til, indtil hun havde skrevet fire bøger, der foregik på hver sin årstid rundt omkring på øerne. Senere filmatiserede BBC bøgerne, og Ann er nu i gang med endnu en række på 4 bøger om politimanden Jimmy Perez  og hans meritter. Der er vel penge i  det.

Historien foregår i det lille samfund Ravenswick, hvor  kunstmaleren Fran Hunter en vintermorgen undrer sig over en flok ravne, der cirkler hen over sneen, hvor noget rødt glimter. Fran finder motivet så smukt, at hun går tættere på – og finder liget af en ung pige, der er blevet kvalt i sit røde halstørklæde. Ravnene har hugget hendes øjne ud og er godt i gang med at fouragere på liget.

Det viser sig, at en lille pige er forsvundet omkring samme sted mange år tidligere, og dengang mistænkte man den lettere evnesvage Magnus Tait for at have dræbt hende. Magnus blev ikke dømt for mordet, liget blev aldrig fundet, og der var ikke beviser for, at han var gerningsmanden.

Magnus bor alene i sit lille hus efter moderens død, og nu svirrer rygterne igen. Var det mon alligevel ham, der dræbte den lille pige for mange år siden? Og kan det være ham igen? Da det viser sig, at den unge pige har besøgt Magnus kort før sin død, er det lille samfund sikker på, at han er gerningsmanden.

Den lokale politimand Jimmy Perez får forstærkning fra fastlandet, og vi følger deres anstrengelser for at få ørenlyd og trænge igennem de hemmeligheder og forbehold, det lille samfund har for at samarbejde. Undervejs finder man liget af den lille pige, der forsvandt for mange år siden, og en anden lille pige forsvinder.

Som læser ved man, at en af de personer, man læser om er forbryderen, men selvom Ann Cleeves flere steder planter små hints, der skal få os til at tro, at det måske er Magnus, der er forbryderen, gør hun det ikke snedigt nok – måske fordi dette er hendes første krimi. Jeg var i hvert fald aldrig i tvivl om, at Magnus ikke var forbryderen.  Flere steder kommes der med hentydninger, der skal få os til at mistænke snart den ene og snart den anden, men det er ikke gjort på en særlig raffineret måde, faktisk er det lidt klodset. Men hvem der så er gerningsmanden, havde jeg ikke regnet ud.

Jeg blev lidt forstyrret af, at kapitlerne er uden afsnit. Man bliver lidt stakåndet af at læse på den måde. Sproget er til gengæld let og flydende, og beskrivelserne af naturen er smukke. Personerne forekommer mig stereotype og ikke særlige dybe.

Den person, vi kommer til at kende bedst, er den evnesvage Magnus, og kommer til at holde af ham og hans naive tilgang til sine medmennesker og græder over den hemmelighed, det til sidst viser sig, han bærer på.

Bogen er det som jeg vil kalde god underholdning – ikke sindsoprivende spændende, men et godt plot, og som film vil bare location og de sorte ravne gøre deres til at skabe en god kulisse.

Lån bogen på biblioteket