Sommerbogen af Tove Jansson

Hvem er Sophia og hvad sker der på de små øer i den finske skærgård om sommeren?

Jansson har med “Sommerbogen” skrevet en bog for voksne, og den er med til at vise at hun havde mange flere sider af sit forfatterskab end de Mumi-trolde, som vi bedst kender hende for i dag. Sophia er en skøn lille pige på blot 6 år, som bor på en ø i løbet af en sommer med sin far og farmor. Hun er utrolig nysgerrig og selvstændig og medens hendes far må arbejde, går hun og hygger sig i sin farmors selskab, men egentlig ligeså meget i sit eget. Det er en masse historier, som er samlet i denne bog og dette er et uddrag fra det kapitel, der hedder “Teltet”, i hvilket Sophia har besluttet sig for at overnatte i et telt helt alene:

“Hun lyttede for første gang i sit liv. Og da hun kom ud i kløften, mærkede hun for førte gang jorden mod sine fodsåler og tæer, en kold og stenet og uhyre varieret jordbund, som forandrede sig, mens hun gik, grus og vådt græs og store, glatte sten. Nu og da strøg planter høje som buske mod hendes ben. Jorden var sort, men himlen og havet havde et svagt gråt skær. Øen var skrumpet og hvilede i havet som et drivende blad, men det var lys i vinduet i gæsteværelset. Sophia bankede meget stille på, for alle lyde var blevet alt for store.”

De tager på dagsture, de forsøger at skrive en bog sammen og de forsøger at holde kat, hvilket Sophia ikke altid er begejstret for. Ikke mindst udforsker de naboen, som netop er flyttet dertil. De udforsker den ø, som han bor på og det er ganske naturligt i dette lille øsamfund, som de på sin vis er del af, samtidig med at de har deres eget lille liv ude på øen. Det er ikke altid lige nemt at enes, når man kun er tre og i kapitlet “Slåbrokken” læser vi om hvordan Sophia også kan være trodsig:

“Den sommer, da Sophia oplevede en ny trodsalder, var det regnfuldt og koldt og meget besværligt at være ulykkelig indendørs. Derfor søgte hun ensomhed på loftet. Hun satte sig i en papkasse og betragtede slåbrokken, hun sagde forfærdelige, knusende ting, og slåbrokken havde meget svært ved at sige hende imod.”

Det bliver bestemt ikke bedre af at hun så spiller kortspil med sin farmor, hvor begge snyder og farmoren har svært ved at huske sine trodsige aldre. Hvert kapitel fortæller hver sin historie, hvilket fungerer utrolig godt og det er typisk Jansson at skrive sådan. Jeg genlæste et par Mumi-bøger sidste sommer og også den korte selvbiografi “Billedhuggerens Datter” er opstillet således. Treenigheden fungerer utrolig godt i denne bog og selvom man ikke hører meget om faren, så er han der alligevel i baggrunden i de fleste historier. Sproget i bogen er fantastisk simpelt og alligevel formår hun at beskrive følelser og iagttagelser, som det desværre er få som kan.

Alt i alt en skøn samling af historier om en lille familie og deres eventyr i den finske skærgård, som helt bestemt kan anbefales på det varmeste.

Lån bogen på bibliotek.dk