Som røg for vinden af Donal Ryan

Melody er 33 år og gravid. Desværre er faren ikke hendes mand, Pat, men den 17-årige dreng, Martin, som hun underviser.

Uge for uge, som graviditeten skrider frem, skriver Melody sin historie. En fortælling om et ægteskab, som har forvandlet sig til en kampplads. Om et barndomsvenskab som endte ulykkeligt. Om en selvudslettende far og en kold mor. Om sladder, dårlig samvittighed og udstødelse. Og om det rejsende folk, en irsk befolkningsminoritet á la Europas sigøjnere, som får stor betydning i Melodys liv.

”Som røg for vinden” foregår i det katolske Irland, hvor utroskab og et bastardbarn bestemt ikke er velset. Så da Melody fortæller sin mand, at hun er gravid med en anden, forlader han hende, og der går ikke længe, før hun er genstand for byens sladder.

Ad forskellige veje møder Melody den unge kvinde, Mary, som tilhører det rejsende folk. Mary er ligesom Melody udstødt fra sit samfund for at have brudt de sociale spilleregler, og mod alle odds opstår et venskab mellem det umage par.

På nogen måder minder Donal Ryan om den danske forfatter Martin Jensen, når han skriver om dagligdagsbegivenheder i almindelige menneskers liv. Begge har en evne til at få hverdagen til at stå frem og få læseren til at se det unikke i det almindelige menneske. Ingen af dem maler utroværdige skønmalerier, og Melody har sandt for dyden nogle ubehagelige sider. Alligevel får vi sympati for hende, efterhånden som hun skånselsløst dissekere sit liv og sine valg under sin ensomme graviditet. Og jo bedre vi lærer hende at kende, jo mere ønsker vi en god fremtid for hende.

”Som røg for vinden” er en barsk roman, men det er også en fin roman. Donal Ryan skriver nemlig fantastisk. Han har tidligere udgivet romanen ”Rust” samt novellesamlingen ”Et sving mod solen” på dansk. Dem mangler jeg endnu at læse, men jeg glæder mig allerede.

”Det er alt sammen bare små stumper, skår – der er ingen der kan fortælle historien om et liv eller et venskab eller et ægteskab dag for dag for dag. Tænk på mine forældres historie, hvordan den ville lyde hvis den blev komprimeret til nogle få korte afsnit, eller mine teenageår før og efter Breedie, eller mig og Pat og vores liv sammen, fra et slag i en hurlingkamp i 1998 til en erklæring i dagligstuen i 2015. Hvor meget betydning ville der ikke gå tabt undervejs, i sammenpresningen af utallige enkeltøjeblikke til ganske få linjer; tænk på den masse disse linjer ville få, som dværgstjerner der er kollapset under deres egen fuldstændighed og bliver tungere og tungere til de eksploderer i en supernova og ophører med at eksistere. Det er det, der vil ske, det der sker. Min historie giver ingen mening sådan her, ikke engang for mig selv, men Mary Crothery ser ikke ud til at lægge mærke til det – hun virker som om hun ved præcis hvad jeg mener.” (s. 79-80)

Lån bogen på Bibliotek.dk