Solens sidste stråler af Lars Rambe

Det sker ikke ret tit at jeg læser en bog hvis handling er henlagt til henholdsvis Kenya og Sverige. Faktisk er det første gang, og jeg var derfor ret spændt på at læse Lars Rambes “Solens sidste stråler”.

I Nairobi har terrorister såret en politibetjent og brutalt myrdet en embedsmand fra den kenyanske regering. Politiet mangler ressourcer og derfor får Per Strand fra Strängnäs Politi nu en chance, han aldrig havde drømt om. Han bliver tilbudt jobbet som leder af politiuddannelsen i Nairobi.

Pers ven, journalisten Fredrik Gransjö, beslutter sig for at tage sin familie med på ferie i Kenya, hvor de to venner bliver konfronteret med voldelige terrorister. Samtidig afholdes der en østafrikansk konference i Sverige – og noget tyder på, at der er en overhængende risiko for et terrorangreb i Stockholm.

Rambe skriver sådan set godt. Hans sprog fungerer, og hovedpersonerne fremstår tydelige og selvstændige. Der hvor jeg synes det halter en del, er i forhold til handlingen. Bogen starter med et brag, og man læner sig godt tilbage i stolen og glæder sig til nogle timers god og spændende underholdning. Men det er som om bogen går i stå efter indledningen. Det går utrolig meget tid med at folk kører rundt fra det ene sted til det andet, for at tale med hinanden om ting jeg aldrig helt forstod. Måske fordi der var for mange implicerede der kom og gik i små glimt, så ingen af dem rigtig nåede at sætte sig fast. Jeg blev aldrig helt klar over hvem de var, og da nogle af de Kenyanske aktører havde navne der mindede en del om hinanden, blev det meget forvirrende, og jeg stod lidt af.

De konstante skift mellem Sverige og Kenya er nødvendige for handlingen, men var medvirkende til at øge forvirringen. Det hele gik så stærkt, uden at jeg helt nåede at opfatte hvad dette “hele” egentlig var. Det er først på bogens sidste ca. 75 sider, at der begynder at ske noget for alvor. Men så bliver det også ret spændende, og det endda til trods for at handlingen på dette tidspunkt er mere end almindeligt forudsigelig.

Normalt pløjer jeg mig igennem en velskrevet spændingsroman på en dag eller to. Men fordi “Solens sidste stråler” aldrig rigtig fangede mig og aldrig blev nervepirrende spændende, tog det mig faktisk 14 dage at komme igennem den. Det er ikke en af den slags bøger der er skyld i at opvasken lige bliver stående lidt for længe, fordi man bare må læse mere.

Lån bogen på Bibliotek.dk