Snow af Tracy Lynn

Snow er en genfortælling af det kendte eventyr ”Snehvide”, så man kender egentlig historien, og så alligevel ikke. For som det er med genfortællinger, er det ikke alt sammen der er helt præcis, som de originale eventyr. Så selvom jeg havde en forudanelse overfor hvad jeg satte mig til at læse, blev jeg alligevel overrasket en smule her og der.

Historien tager sit udgangspunkt i hertugens datter, som hertugen selvfølgelig havde ønsket var en søn, og som efter moderens død bliver overladt til sig selv, fordi hun minder hertugen for meget om sin afdøde hustru. Det resulterer i en vild og spontan pige, som har det bedre med tjenestefolkene end sin egen far. Hvilket også gør det endnu sværere for hende, da denne vælger at gifte sig igen, i et fornyet håb om at sikre sig en arving til titlen.

Desværre, som vi vist alle ved, ender det ikke godt mellem Jessica, som hun starter ud med at hedde, og hendes nye stedmoder. Selvom der ikke er magi på spil som i så mange andre Snehvide udgaver, er der alligevel en hel del mystisk over stedmoderen. I stedet er det naturvidenskab og fysik der får overtaget, hvilket gør tingene spændende på en helt anden måde.

Det er lidt det samme med nogle af karaktererne i bogen; fra starten havde jeg udset mig hvem der skulle forestille at være ‘prinsen’, men det måtte jeg senere erkende ikke var tilfældet, og den rolle tilfaldt en anden lidt mere uventet karakter. Den slags ting kan jeg rigtig godt lide ved eventyrgenfortællinger, at man sidder og tror man har regnet det hele ud fordi man kender det klassiske eventyr, men man bliver alligevel overrasket ved nogle ting.