Slagteren i Liseleje af Ane Riel
256
2013
978-87-7973-606-1
Som læser kan jeg ikke lade være med at blive lidt bekymret over en forfatter, der kan udtænke en handling som den Ane Riel lader udfolde sig i “Slagteren i Liseleje”. Men hvis man kan være bekymret på den gode måde, så er det hvad jeg er. For bogen er genial. Vanvittig, grotesk, morsom, og helt igennem genial.
Judith, en ældre dame i Liseleje, kaster sin kærlighed på byens lokale drukmåse. Hans, Christian og Andersen, der hver dag sidder i parkens læskur og drikker, bliver genstand for Judiths udelte opmærksomhed.
Vi lærer også Jørgen at kende. Jeg formoder at Jørgen voksede op i 50’erne og 60’erne i en mildest talt dysfunktionel familie, bestående af den fordruken Herman (Jørgens far), Jørgen selv, og ikke mindst Edith (Jørgens mor) der går mere op i stil, klasse og værdighed, end hun gør i Jørgen.
Efter at have lært Jørgen at kende, og undret mig over hvad hans historie skulle gøre godt for, vender vi tilbage til Liseleje. Her bliver der bundet nogle løse ender i en sløjfe jeg aldrig havde set komme. Herfra bliver det kun værre, og jeg kan ikke røbe mere, da jeg er bange for at komme til at røbe for meget. “Slagteren i Liseleje” skal ikke refereres. Den skal læses!
Ane Riel skriver fabelagtigt. Det er vanvittigt, grotesk og morsomt på en virkelig underspillet måde, der fungerer hele vejen – og så er det fuldstændig umuligt at placere “Slagteren i Liseleje” i noget der bare minder om en kategori. Alene det forhold, at “Slagteren i Liseleje” i 2013 blev kåret som årets krimi-/spændingsdebut, uden hverken at være en krimi eller en spændingsroman, siger noget om hvor skævt Riel skriver. Jeg er vild med den måde hun sprænger alle rammer for hvad man kan med litteratur. Det er ikke højtravende filosofi, det er ikke metervarekrimi, det er ikke socialrealisme. Det er ikke noget af det vi kender, og samtidig er det det hele – og lidt til.
Jeg blev opmærksom på Ane Riel, da jeg læste hendes romandebut “Harpiks” (Tiderne Skifter, 2015), der er lige så skæv som “Slagteren i Liseleje”. Da jeg havde læst den kunne jeg ikke andet end at få den lokale bogpusher til at fremskaffe debut’en. Nu har jeg så også læst den, og må nu vansmægte i understimuleret groteskhed, indtil der kommer nyt fra Riels pen – og det kan kun gå for langsomt!
