0 kommentarer

Skylden man bærer af Hjort og Rosenfeldt

af d. 28. juni 2024
Info
 
Sideantal

367

Udgivet

2024

ISBN

9788740074727

Originaltitel

Skulden man bär, oversat af Lilian Kingo

 

Rejseholdet er i fare for at blive nedlagt, efter at Billy er blevet afsløret og fængslet som seriemorder. Der skal udpeges en syndebuk, og det bliver den tidligere chef Torkel, der ofres og hænges ud. Måske kan Rejseholdet så redde stumperne?

Sebastian Bergman, psykolog, er tilknyttet rejseholdet uden at være fastansat – hans datter Vanja er den nye chef efter Torkel.

På en svinefarm dukker en myrdet kvinde op – sammen med en tekst på væggen, der direkte henvender sig til Sebastian. Der er tilsyneladende tale om hævn – men for hvad? Sebastian har i tidens løb såret utroligt mange mennesker, og umiddelbart siger den dræbte kvinde, Susanne, ham ikke noget.

På den private front sker der meget for Sebastian. Han prøver at blive et bedre menneske, nyder samværet med barnebarnet Amanda og er ikke længere afhængig af sex. En af hans klienter dør – en person vi har hørt om i en tidligere bog, som ligesom Sebastian har mistet et barn i tsunamien -og han møder datteren til den afdøde. Det bliver et meget afgørende møde for både Cathy, datteren, og Sebastian.

Afgørende bliver det også, at Ellinor dukker op igen – overbevist om, at hun og Sebastian skal være sammen. Hun skaffer sig adgang til hans lejlighed og begynder at overvåge ham, fuld af jalousi, når han mødes med Cathy.

Sebastians personlige historie er den mest spændende del af bogen, der sker en del på den front i bogen. Selve plottet er meget langt ude, jeg kan på ingen måde sætte mig ind i morderens tankegang og den ret specielle måde at prøve at få hævn over Sebastian på. Kan man se bort fra denne ‘lille detalje’ er bogen spændende og som vanligt slutter den meget dramatisk – lidt for dramatisk, hvis du spørger mig! Jeg mener det skulle være den sidste bog i serien – selv om noget bliver afsluttet, er der også ting, der stadig står åbne og kalder på en fortsættelse?

Det giver ingen mening at læse bogen, hvis ikke man har læst de forudgående bøger i serien. Selv om opklaringen af den aktuelle sag er en afsluttet historie, er hele fortælleingen om rejseholdets persongalleri i høj grad sammenhængende gennem serien og efter min mening det, der bærer hele fortællingen.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter