Skrøner af Jørn Riel

I anledning af Jørn Riels 90-årsfødselsdag udsender Lindhardt og Ringhof et pragtværk med 30 af mesterens bedste fortællinger forfattet i årene 1974-1994.

Jørn Riels folkekære skrøner fra de barske udsteder i det nordøstlige Grønland er befolket med barokke starutter, lutter løjerlige mandfolk, som i deres egenskab af fangere oplever mangt og meget blandt isskosser, slædehunde og hjemmebrændt ildvand.

Skrønerne er et sammenhængende univers, hvor de samme sjovere går igen fra historie til historie. Greven, Sorte William, Lodvig, Anton, Valfred, Lasselille, Bjørkenborgerne med flere. To og to bor de sammen i deres fangsthytter og holder hinanden med selskab i de lange vintre, indtil Fangstkompagniets forsyninger anduver én gang om året på det gode skib Veslemari med skipper Olsen bag roret.

Olav ibn Abdullah Frederiksen, en uhyre venligtsindet muselmand (muslim), kommer på gæstevist. Det samme gør andre, der lykkeligvis får en voldsom skæbne, før de når at ødelægge idyllen. En ryger i luften, bogstavelig talt, en anden bliver ædt af en isbjørn, inklusive lommeuret, der stadig spiller ”Der er et yndigt land” inde i rovdyrets gullighvide vom.

De sympatiske, tørstige, ikke altid lige velduftende gutter har forskellige interesser, som de dyrker passioneret. Brændevin og tobak kan de være fælles om, men Greven forsøger sig også med årgangsvine og kartoffeldyrkning, og både han og de andre fangere kaster sig en overgang lidenskabeligt over at strikke med pinde! Og så er det ikke engang løgn (eller også er det).

Nogle skrøner er sjove (“Den kolde jomfru”, hvor en dejlig dame skabt af den frodigste fantasi går på omgang mellem de trængende mænd på Østkysten), andre er rent ud sagt morderligt spændende (“Vådeskuddet” om en kamp på livet mellem mand og isbjørn), atter andre er mildt filosofiske og får læseren til at undfange inderligt underligt tanker om meningen med livet og lignende materier.

Riel skriver med en middelstor polarræv bag øret, og alene hans smukke sprog er værd at læse det digre værk for. For så vidt kunne man forledes til at tro, at skrønerne var skrevet for ret nyligt. Men ind i de spændstige sætninger sniger sig af og til små ord, der får læseren til at hoppe frydefuldt i sædet, og som afslører, at både forfatter og skrøner er af ældre dato.

Man kremter i stedet for at le, man bolmer på sin gruyerepibe i stedet for at dampe, man sover med skægbind om natten og skriver med elastikpen. Det var dengang, der var 50 øl i en kasse (af træ, forstås), og Karachi lå i Indien. Bliver det hyggeligere?

Lån bogen på biblioteket