Skal man græde over spildt liv? af Michael Slot Pihl

Forfatteren Noah tager til Bornholm for at skrive sin seneste roman færdig. Med sig har han en stor sorg, som han prøver at komme overens med. På Bornholm møder han to vidt forskellige kvinder, der på hver sin måde får stor betydning for ham og for hans liv fremover.

“Skal man græde over spildt liv?”, er mit første møde for Michael Slot Pihls forfatterskab. Historien lød interessant og selv om min første tanke var, at titlen var noget kikset, læste jeg bogen om Noah og de to kvinders liv.

Slot Pihl fortæller hovedpersonernes individuelle historier, men han fortæller også en historie om de valg vi tager livet igennem. Livet bliver som det bliver, og havde vi undervejs valgt anderledes, var livet måske også blevet anderledes. Men ville det have været bedre? Kan man sige at livet er spildt, fordi nogle ting ikke gik som forventet og fordi resultatet af vore valg nogle gange medfører store sorger? Og ville vi have været dem foruden? Det er store spørgsmål Slot Pihl tager under behandling. Skrivestilen er let, uden at blive overfladisk. Dialogen, som der er meget af, fungerer til gengæld ikke så godt. Der er alt for meget skriftsprog, og samtaler kommer til at fremstå kunstige og uvedkommende. Helle Helle sagde engang, at hun altid siger sine personers replikker højt for sig selv, for at mærke hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Den lille øvelse ville have gjort underværker her. Karaktererne er generelt lidt for eftertænksomme. Det er som om de hele tiden tænker dybt over alting, og hele tiden analyserer på fortiden, og derfor måske glemmer lidt at de rent faktisk befinder sig i nutiden. Den ene person der skiller sig ud fra de dybt tænkende, er glad, udadvendt og lever i nuet, hvilket i nogen grad bliver problematiseret.

Jeg savnede at forfatteren viste mig sine hovedpersoner. I stedet er hele romanen meget beskrivende. Jeg føler mig ikke som engageret tilskuer til en handling, hvor jeg kan relatere til personerne. Jeg føler mig snarere som passiv tilhører til en forelæsning. Historien og emnerne der behandles er gode og vigtige, og det ville have givet rigtig meget til romanen hvis personerne levede mere, i stedet for bare at sidde rundt omkring og tale. Det ville have hævet dem op fra papiret som selvstændige individer, i stedet for de lidt flade kliché-agtige typer det er blevet til.

“Show it – don’t tell it” gælder stadig.

Lån bogen på Bibliotek.dk