Sidste fortællinger af Karen Blixen

Selvom ‘Sidste fortællinger’ består af syv historier fra den uafsluttede roman ‘Albondocani’ og desuden to fra ‘Nye Fantastiske fortællinger’ og tre fra ‘Nye Vinter-eventyr’, der jo hentyder til Blixens to verdensberømte novellesamlinger, er novellesamlingen af den berømte danske forfatterinde ikke ligegyldige skriverier fra skrivebordsskuffen. Novellerne fra ‘Albondocani’ kan sagtens læses uafhængigt af hinanden og de resterende fem noveller kan også fint stå selv. Faktisk er alt ved det gamle. Og hermed er meget sagt, hvis man ellers kender til Blixens forfatterskab: Selvom Blixen er en moderne forfatter, skriver hun ud fra fortælletraditionen fra 1800-tallet. Ja, hun skriver simpelthen helt igennem gammeldags! Lyt blot til den skinsyge mors vrede over, at hun har mistet sin ungdoms skønhed:

“”Ifald jeg var blevet mager,” jamrede Sibylla ved sin datters bryst, “ifald jeg var blevet til et dødningehoved, et memento mori for den lystige societet, der glemmer døden! Da ville jeg endnu være en inspirerende figur for dem, da ville jeg endnu, når jeg trådte ind i en salon, slå gnister af alle mænd derinde: epigrammer, digte, heltedåd – og oh, lidenskab. Jeg ville i det mindste indgyde dem gru, og jeg gruer ikke længere for at indgyde gru! Men jeg er fed!” (s. 231)

I hendes noveller finder vi kardinaler, adelsmænd, heltinder og eventyrlige intriger, der alle må bøje sig for den største magt, nemlig skæbnen. F.eks. udspiller der sig et vældigt utroskabsdrama i novellen ‘Kappen’, hvor Blixen både med sikker psykologisk og mytologisk sans lader den dødsdømte kunstner, der mister sin kone til sin lærling, få den moralske sejr – kun for at blive henrettet ved morgenstund! ‘Kappen’, der er en meget formfuldendt fortælling, foregår, som de fleste af novellerne i ‘Sidste fortællinger’, i et fortidigt og ‘fantastisk’ Italien – modsat eksempelvis ‘En herregårdshistorie’, en af de bedste noveller i ‘Sidste fortællinger’, der foregår i et gammeldags og landbrugskulturelt Danmark med arvesynd og bondeidyl. Her møder vi Eitel, den unge herremands jagt på retfærdighed. I sidste ende handler også denne novelle om spørgsmålet om personernes forsøg på at forstå sig selv og den rolle de kan spille i livets store uigennemskuelige skæbnelotteri.

Novellerne i ‘Sidste fortællinger’ er ikke svære at læse, men måske svære at komme igennem, fordi sproget er opstyltet og historierne voldsomt konstrueret. Men det er faktisk også charmen – især hvis man er blevet lidt træt af tidens litterære trends, Dan Brown-kopier og postmoderne historier uden handling – og i humør til noget helt andet.

Lån bogen på Bibliotek.dk