Se mor, jeg danser af Puk Elgård

Puk Elgaard er i New Mexico, hvor hun i fire dage befinder sig et sted uden mobildækning, uden kontakt til omverdenen og uden at kunne tale med sin søn og kæreste, som til hendes bekymring kører rundt på motorcykel imens hun deltager i rituelle indianerceremonier, som fører hende gennem fødsel, barndom, ungdom – og hun får i tanker og handling taget afsked med sine afdøde forældre. Vi er med på hendes erindringstur tilbage til en barndom, som har været barsk, en ungdom med usikkerhed og et liv med angst. Det fungerer virkelig godt at bruge ritualerne som ramme for fortællingen om sit liv, når hun skiftevis beskriver, hvad der sker ved floden, hvor hun er sammen med andre kvinder, og ser tilbage på sit liv.

Puks forældre mistede deres 7-årige datter, Pia – og lægernes råd var, at de skulle skynde sig at få et nyt barn. Puk blev født 9 måneder efter som erstatning for Pia, storesøsteren som hun aldrig mødte, og som der aldrig blev talt om. Puk kiggede i smug på billederne af Pia, som var gemt væk i en pose i bunden af et skab. Tavsheden lå over familien – og destruerede den.

Forældrene begynder begge to at drikke, moren supplerer med piller, og Puk er den, der holder øje med, hvordan hun har det, tæller øllene i køleskabet og pillerne i glassene, og hver dag er bange for, hvad hun kommer hjem til, når skoledagen slutter. Forældrenes liv har gjort Puk til en ekstremt pligtopfyldende og kontrollerende person, som altid har taget afstand fra alkohol og piller – bange for den afhængighed, hun så hos forældrene. Angsten kommer til at fylde meget i Puks liv, men hun har heldigvis fundet redskaber til at styre sin angst.

Jeg sidder tilbage med en kæmpestor respekt for Puk Elgaard, som trods en hård barndom og ingen uddannelse ud over 10. klasse, alligevel har klaret sig godt. Hun fremstår som en stærk og modig kvinde, som har arbejdet med sig selv og taget de store udfordringer op, som har været i hendes liv. En god portion stædighed og viljestyrke har været nødvendig. Hendes barndomserindringer fortælles uden tøven i et dagligdags sprog, som flyder – man kan næsten høre hende fortælle – og vi kommer tæt på.

Bogens titel er meget velvalgt – og rummer mere end man umiddelbart tænker. Puk har en længsel og samtidig flere dårlige og skamfulde erindringer om netop det at danse, og samtidig har titlen relation til ceremonien.

Bogen er virkelig lækker i sit layout – den gule farve er gennemgående, både på den smukke forside, hvor forfatteren befinder sig en skov iklædt gult tøj, og de indskudte gule sider med aftryk af en fjer, som adskiller kapitlerne. Der er desuden et gult læsebånd. Detaljer, ja, men ikke ligegyldige. Der er kælet for bogens udtryk, og det er noget, jeg lægger mærke til, når jeg sidder med bogen i hånden.

Der er desuden en del private fotos med Puks håndskrevne kommentarer, hvilket supplerer beretningen så fint, og løfter fortællingen op. En meget personlig, stærk og velskrevet bog, som jeg i den grad blev optaget af at læse – faktisk blev den læst på 2 dage, for den var slet ikke til at slippe.

Lån bogen på biblioteket