Sådan en dag glemmer man aldrig af Finn Wiedemann
147
2017
9788775289042
For en halvgammel nisse som mig, har “Sådan en dag glemmer man aldrig” været en dejlig tur ned ad Memory Lane. Forlaget siger om bogen at den rummer en række humoristiske prosafortællinger fra årene 1980 – 1986. Det med det humoristiske er jeg ikke helt sikker på – eller også er min forståelse af humor noget anderledes end forfatterens og forlagets – men hyggelig, det er den i hvert fald.
Vi følger en ung mand der har samme alder som jeg selv havde i de år bogen omhandler (17 – 23 år), og selv om mit eget liv nok udformede sig en del anderledes end hovedpersonens, er der meget jeg kan genkende. Musikken, bøgerne, Strunge, Turell, Den kolde krig, Jerntæppet, Anker, Schlüter, Palme m.m. Jeg kan dog ikke mindes at jeg gik til helt så mange fester, og drak helt så meget øl. For det er da helt vildt så meget øl den unge mand kan konsumere. Der er ikke mange af bogens tekster/kapitler, der ikke omfatter indtagelse af øl i større eller mindre grad.
Vi møder hovedpersonen lige der hvor han slipper taget i barndommen, og tager de første vaklende skridt ind i voksenlivet. Og selv om vi er i “fattigfirserne”, opdager vores ven ret hurtigt, at livet er et tag-selv-bord, hvor der er frit valg på alle hylder. Så han vælger alt muligt, dropper det igen, vælger noget andet, og gentager processen adskillige gange. Det er i denne proces at han langsomt opdager sig selv, finder ud af hvem han er og hvad der betyder noget for ham. Og selv om man umiddelbart kunne få den tanke, at det der betyder mest er øl, så er det slet ikke tilfældet. For nok er fyren lige så forvirret som de fleste af os var dengang – og som unge nok stadig er – men han er også en eftertænksom ung mand, der reflekterer en del over livet, og har en umættelig appetit på det.
Teksterne er lette, underfundige og sine steder også dybe og eftertænksomme. Forfatteren mestrer sproget på en forfriskende måde. Det er ikke langhåret prosa, men lige-ud-ad-landevejen-prosa, der nok bliver dybt ind imellem, men aldrig så dybt at læseren drukner i det. Bogens sidste tredjedel derimod, er desværre lige lovlig fyldt med klicheer og halvtomme fraser, hvilket er lidt ærgerligt, når forfatteren i øvrigt har vist at han godt kan skrive, uden at ty til den slags.
Desværre bliver jeg også nødt til at nævne den ret mangelfulde korrekturlæsning. Der er simpelthen for mange stave-/trykfejl, manglende ord, og mærkelige sætningskonstruktioner der falder helt ved siden af det øvrige. Jeg talte ikke efter, men tror faktisk ikke der var et kapitel uden fejl. Det kan gøres bedre. Men når det så er sagt, kan jeg kun anbefale “Sådan en dag glemmer man aldrig”, og hvis du også var omkring de 20 år i første halvdel af 80’erne, vil du under alle omstændigheder få en hyggelig tur i tidsmaskinen. Det er faktisk lidt fedt (undskyld udtrykket, men jeg er gammel nok til at bruge det) at være så gammel, at fortællinger fra ens ungdom giver den der “det-var-nu-bedre-i-gamle-dage” følelse, som vi dengang hadede så meget hos vore forældre og bedsteforældre.
