0 kommentarer

Revolution af Jakob Ejersbo

af d. 7. oktober 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

303

Udgivet

2009

ISBN

978-87-02-06396-7

 

”Revolution” er andet bind i Jakob Ejersbos store Afrika-trilogi, der begynder med ”Eksil” og afsluttes med ”Liberty”.

Hvor ”Eksil” var en roman, er ”Revolution” mere en novellesamling – og så alligevel ikke. De fleste af teksterne er nok for lange til at kunne gå ind under den kategori, uden at jeg i øvrigt skal kloge i hvor lange noveller skal være, eller ikke være.

I ”Revolution” møder vi en del af bipersonerne fra ”Eksil”, og hører mere om hvordan det sidenhen gik dem. Det er alle sammen historier om rodløshed, om at ville være noget andet end det man er, og om at ville være et andet sted, end der hvor man er. For nogle af personerne lykkes det at ændre på forholdene – andre sidder fast i skidtet.
Afrika kommer, i Ejersbos univers, til at fremstå som den store kontrast til hele den vestlige verden. Alt er modsat i Afrika – eller i den vestlige verden, afhængigt af hvor udgangspunktet er. Alle historiernes hovedpersoner befinder sig i spændingsfeltet mellem den ene og den anden kultur. De står med et ben i hver lejr, og føler sig ikke rigtigt hjemme nogen steder.

Ejersbos pen er ikke fyldt med tillægsord. Korte knappe sætninger udgør historierne – resten er op til læserens fantasi. Men med sine korte sætninger, formår han alligevel, at væve en collage der rækker langt dybere end svulstige beskrivelser af steder og personer ville gøre.

”Revolution” er en fantastisk læseoplevelse. Ikke helt på højde med forgængeren, ”Eksil”, men helt klart anbefalelsesværdig.

Det anbefales nye læsere at begynde med romanen ”Eksil”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter