359
2010
978-87-638-1131-6
Puhdistus
Aliide Truu er en ældre kvinde på en ødegård på landet i Estland, hvor hun lever af hvad skoven giver hende af bær og frugter. Hun har levet sit liv i frygt og rædsel over hvad der skete hende; men hun har selv bedraget sin søster Ingel på det grusommeske. Bogen starter da Ingel’s barnebarn Zara dukker op, hun var offer for hvid slavehandel i form af sex-traficking fra Rusland til Tyskland, da det lykkes for hende at flygte under overflytning af bordellet til Estland.
Aliide og Zara er begge utroligt mistænksomme over for fremmede og kan ikke fortælle hinanden om hvem de er. Fortællingen går frem og tilbage, hvert kapitel er fra en anden tid, og det kan indimellem virke forvirrende.
Aliide og Ingel var forelsket i den samme mand, Hans, han blev gift med Ingel og flyttede ind på deres familiegård. Hans var nationalistisk ester og modarbejdede det sovjetiske styre. For at finde Hans blev både Aliide, Ingel og Ingel’s lille datter Linda udsat for forhør som naturligvis inkluderede voldtægt af dem alle tre. For at undgå at voldtægten blev opdaget giftede Aliide sig med et russik partimedlem, Martin, som kunne beskytte hende. Senere kom Aliide til tandlægen og hun finder ud af at denne tandlæge var hendes voldtægtsforbryder; men han er partimedlem og derfor beskyttet.
Ingel og Linde blev tvangsforflyttet til lejre i Sibirien – Aliide røbede det ikke for dem, for de har gemt Hans i et skjult rum på gården og Aliide håbede at hvis Ingel var ude af billedet så ville hun og Hans finde sammen efter at hun havde ladet sig skille fra Martin. Men det ville Hans ikke.
Zara’s slave-ejere dukker op på gården for at finde hende, men Aliide gemmer hende som de gemte Hans, de ” banked ikke på, de kom ind som var de herrer i huset”, “Aliide kunne mærke lugten af KGB officer gennem peberroden”.
Bogen fanger og er ikke til at lægge fra sig, men det er som om den ender uden slutning, kom der en forsoning mellem Aliide og Ingel? Desuden kan man jo ikke lade være med at spørge, hvorfor bliver der ved med at foregå kvinde traficking fra de tidligere sovjetiske stater til vesten, hvorfor gouterer vi den nedgørelse af kvinder? Hvorfor er det kvinderne, det går ud over i krig – især i de religiøse krige som i Bosnien, der var voldtægt også et udbredt fænomen. Hvorfor er mennesker så ækle ved hinanden?
Tilsidst synes jeg at titlen er forkert, for her er der i mine øjene ikke tale om ‘renselse’ af nogen form eller for nogen af dem, måske ville skærsild have været bedre.