Pyongyang af Guy Delisle

Hvad er op og ned i Nordkorea? Det kan du få et indblik i her, i en meget oplysende tegneserie fra et ellers nærmest hermetisk lukket land. ‘Pyongyang’ er Guy Delisles tegneserie om to måneder i den nordkoreanske hovedstad, hvor han arbejdede for et canadisk animationsselskab. En del billige animationsfilm bliver nu lavet i Pyongyang, førhen kom de fra Kina, men de kinesiske lønninger er steget og derfor er Nordkorea et billigt alternativ. Det kræver til gengæld også en meget disciplineret kvalitetskontrol, og her kommer Delisle ind i billedet. Han skal minutiøst gennemse al tegnearbejdet og rette tåbelige og absurde fejl.

Alle udenlandske arbejdere bor på et stort hotel, hvor de optager knap halvdelen af en enkelt etage. Resten af det gigantiske hotel står tomt. Det elektriske lys tændes kun når der ankommer nye gæster. Faktisk er der kun to oplyste steder i byen: ved statuen af præsidenten og et andet kommunistisk monument. Ellers ligger byen om natten hen i komplet mørke, og lokalbefolkningen vandrer rundt i de mørke gader som zombier.

Guy og de andre ‘turister’ bor på en ø midt i byen, en ø som de ikke må forlade uden tilladelse eller uden deres lokale guide. Så hvis guiden ikke er der, kan man ikke komme nogen steder. Når Guiden er væk bruger Guy tiden på at udforske hotellet, hvor der er tre restauranter: Restaurant 1, Restaurant 2 og…. (trommehvirvel) Restaurant 3! …som i øvrigt endnu ikke er åben. Maden er tilberedt af halvgamle ingredienser der alle fedtes voldsomt ind i olie. Hvilket restauranternes inventar også er: halvgamle og fedtet ind i olie, så gæsterne får fedtet ærmerne ind, når de ligger armene på bordet. Eller sætter sig i de fedtede møbler.

Der er ufatteligt mange meningsløse kutymer: hvis præsidentens portræt hænger på en væg, må der ikke hænge andet på netop den væg. Og for at opildne arbejderne på en byggeplads rykker en slags karaoke-optrædende ud og stiller en vogn op, hvorfra der spilles hyldestsange til præsident Kim. Und so weiter…

Nåja, den afdøde præsident er stadig præsident i landet, selvom hans søn for år siden har overtaget posten. Portrætter af far og søn er manipuleret, så faren ser yngre ud, og sønnen er gjort tyndere, så det er nærmest umuligt at skelne de to fra hinanden: borgerne skal se dem begge som samme person. Deres navne er også næsten ens: Kim Jong-Un og Kim Jong-Il. Faktisk har den nuværende præsident børn, men det er der ikke en sjæl i hans hjemland der har bare en flig af en anelse om. Spooky. Det er ren Orwellsk ‘1984’-stemning, en bog som Delisle sjovt nok har med og læser under sit ophold. En af de fransktalende guider får en dag lov at låne bogen, og manden får nær et hjertestop.

Guy Delisle bruger en kærlig og mild humor til netop ikke at gøre grin med nordkoreanerne, men til at udstille sin egen undren og på den måde vise sin medfølelse. Det er et meget nænsomt og empatisk portræt af et diktatur og et undertrykt folk. De to portrætter kører parallelt og griber ind i hinanden.

Delisle arbejder udelukkende med blyant, det giver en blød streg og et mildt og gråt udtryk, en passende farve til et land hvor det personlige initiativ er ikke-eksisterende. Til gengæld er der mange samvittighedsfulde borgere, der arbejder ‘frivilligt’ på deres få fridage. Nogen samler affald på landets eneste motorvej, der er ligger øde hen og ender blindt ved et kommunistisk lager 200km inde i landet.

Jeg er ikke sikker på at jeg ville elske det spøjse land i øst hvis jeg tog dertil, men Delisle og hans ‘Pyonguang’ er knuselskelig i højeste potens.

Lån tegneserien på biblioteket