Profeterne i evighedsfjorden af Kim Leine
“Et kort liv er en rimelig pris for et rigt virke,” står der et sted i “Profeterne i Evighedsfjorden”. I så fald kan Kim Leine roligt stille træskoene, for med dette foreløbige højdepunkt i et smukt forfatterskab har han allerede ydet mere, end de fleste når i løbet af et langt, trælsomt liv. Bogen er intet mindre end det bedste, jeg hidtil har læst af en dansk forfatter, og det siger ikke så lidt.
“Profeterne i Evighedsfjorden” bygger løseligt på en virkelig historie om det grønlandske par Habakuk og Maria Magdalene, hvis spiritualitet og personlige mod i slutningen af 1700-tallet gav lokale fangerfamilier i området nord for Sukkertoppen en ny selvbevidsthed i forhold til det danske overherredømme. Den dag i dag huskes de to profeter og Maria Magdalenes åbenbaringer blandt frihedshungrende inuitter.
Hovedpersonen i Kim Leines mægtige fortælling er Morten Falck, en norsk gut, der kommer til et skident, drukkent og loppebefængt København for at studere til teologikus. Han når at forlove sig med en dansk borgerdatter og selv lade sig forføre af en synsk hermafrodit, før han går i Hans Egedes fodspor som missionær blandt de vilde på Grønland.
Efter toenhalv måneds hård rejse ankommer Morten til det kolde nord med en stærk konstitution og vældig idealisme, men nedbrydes på få år af usunde tanker og alt for rigelige mængder brændevin. Mødet med Habakuk og især Maria Magdalene i den fabelagtige bygd i Evighedsfjorden giver ham nyt livsmod, men hverken kirken eller det magtfulde handelsselskab er til sinds at give slip på missionæren og de grønlandske sværmere.
“Latteren tilhørte hedningelivet, gråden det kristne liv,” mener en grønlænder. Kim Leine kommer virkelig ind under huden på de sorgløse fangere, som er modtagelige over for danskernes flotte salmer og de gode historier fra biblen, men ikke helt forstår, hvorfor det hele skal være så alvorligt. Hvad kan der vel være galt i at parre sig lidt i flæng, og hvorfor tage sådan på vej over, at mange dør i de dårlige fangstår? Herregud, hvert år føder vi jo nyt afkom.
Bogen vrimler med små, groteske hverdagssituationer. Som da Morten ved hjælp af krudt og hjemmekonstruerede tænger prøver at give en rig købmandsfrue abort, efter at hun er blevet voldtaget af den traurige smed. Det ender naturligvis helt galt. Senere går Morten på hugst på købmandens loft blandt brændevinsfade, skinker og mere krudt. Igen er fanden løs, og man både korser og morer sig – og mindes Jørn Riels vanvittige grønlandske skrøner.
“Profeterne i Evighedsfjorden” er dybt underholdende og samtidig tankevækkende uden overhovedet at moralisere. Leine skriver med en ræv bag øret og med en forbløffende detaljeret viden om livet i stort og småt for godt 200 år siden. Man ser lusene pible frem under parykkanterne og fornemmer den harske hørm fra uvaskede kroppe og fordærvede flæskesider.
Hårdnakkede rygter vil vide, at en 2’er og en 3’er er på tegnebrættet. Ja tak! Må du leve længe og fortsætte dit rige virke, Leine…
