Professional idiot : a memoir af Steve-O
Steve-O’s liv har været et stort ræs efter at se hvor mange stoffer han kunne tage uden at dø af det. Det er ufatteligt så fænomenalt blæst i bøtten Steve-O har været og tilsvarende utroligt at han har overlevet og nu er fuldstændig stoffri. I mange år var han længere ude end sine forbilleder i bandet Mötley Crue, selv alkoholikerklovnen Ozzy Osbourne ville have problemer med at følge med.
Steve-O er ham fra tv-programmet Jackass, der kørte på MTV for knap tyve år siden. Jeg fandt altid at progammet enten var overdrevent klamt eller vanvittigt morsomt. De værste klamheder blev altid udført af stakkels Steve-O, og som seer fattede jeg hurtigt sympati med gutten. Det er mildest talt depraverende ting han udsatte sig selv for, og bogen afslører hvorfor det altid var ham der trak det korteste strå: med sin kokaindrevne speedsnakken og evindelige selvpromovering var han umulig at være i nærheden af, og derfor fik gruppens problembarn de værste stunts. Eftersom han var irriterende medieliderlig, har han været nem at overtale til at tage de værste scener. Forstår jeg ham ret, har han endda selv foreslået det. Han gjorde simpelthen alt for at få skærmtid.
Ikke overraskende er det, at da først Steve-O er kommet ud af sit misbrug, er han en ganske fornuftig mand. Han blev født ind i en familie af alkoholikere, på moderens side var de alle alkoholikere. Steve-O havde misbrugerens gener, og allerede som 17-årig startede hans dans med sprutten, plus lidt marihuana og derfra tog det gradvis fat. Jo dybere ind i stoftågerne Steve-O kom des værre blev hans opførsel og hans opfattelse af virkeligheden tilsvarende forskruet. Efter premieren på den første JAckass film begynder han at se personer der ikke er til stede, hører stemmer og skriver emails til venner og familie der i bedste fald er uforståelige og fyldt med alskens slags beskyldninger. Til sidste griber vennerne fra Jackass ind, de pågriber ham i den lejlighed han er ved at smadre og tvangsindlægger ham på et sindssygehospital. Eftersom Steve-O skriver både nøgternt og ærligt bliver bogen tiltagende deprimerende des mere stofmisbruget eskalerer.
Selvom bogen handler om en mand der psykisk langsomt reduceres til en karklud, er det langt henad vejen morsom læsning. Steve-O forsøger at gøre selv de mere alvorlige og deprimerende passager underholdende, uden at han glatter noget som helst ud. Der er bestemt ikke pyntet på noget, og det er heller ikke de store overdrivelser, for Steve-O’s liv er i forvejen én stor kemi-inficeret overdrivelse. Som der står på bagsiden, ‘dette er bogen for dem der ikke gider at læse’.
