Præstens sorte slør og andre fortællinger af Nathaniel Hawthorne

“Nathaniel Hawthorne (1804-1864) er forfatternes forfatter. Han var måske den eneste amerikanske prosaist, Edgar Allan Poe for alvor respekterede. Herman Melville dedikerede ‘Moby Dick’ til ham. Og i nyeste tid har Paul Auster understreget sin dybe beundring for ham ved at skrive fortællinger som “Wakefield” og “Modermærket” ind i sine egne værker.” Sådan står der på bogens bagside.

Samtidig med at vores hjemlige H.C. Andersen forfattede sine eventyr, sad denne “forfatternes forfatter” i USA, Nathaniel Hawthorne, og forfattede sine tekster. At jeg aldrig har hørt om Hawthorne, siger nok mere om mine litterære kundskaber udi ældre amerikansk litteratur, end det siger om Hawthorne.

I en ret omfattende indledning af Hans-Jørgen Birkmose, der har oversat “Præstens sorte slør & andre fortællinger”, delagtiggøres læseren i de overvejelser oversætteren har gjort sig omkring værket og dets oversættelse. Der er mange gode tanker i den forbindelse, og man fornemmer en ydmyghed overfor opgaven, der blot gør lysten til videre læsning endnu større.

Til trods for at jeg selv har oversat forskellige bøger fra engelsk til dansk, mener jeg dog at bøger så vidt muligt, skal læses på originalsproget. En oversættelse vil aldrig være andet end en kopi af originalen. En holdning jeg er blevet bekræftet i, efter at have læst “Præstens sorte slør og andre fortællinger”. Oversættelsen er endt ud i et så knudret og gammeldags dansk, at jeg tvivler på at forfatterens samtidige danske læsere ville have forstået ret meget af det. Hawthornes fortællinger giver væsentligt mere mening, når man læser den originale engelske tekst (der findes som gratis download på “Project Gutenberg” – www.gutenberg.org). Det er et ældre engelsk, javist, men det flyder frit og naturligt, og er på ingen måde ligeså ulæseligt som denne danske oversættelse.

I novellen “Præstens sorte slør”, der har lagt navn til bogen der her anmeldes, fortæller den engelske tekst om en præst ved navn Hooper. I den originale tekst omtales han som “Parson Hooper”. Parson betyder præst/sognepræst, og er her direkte oversat, således at sætningen “But what has good Parson Hooper got upon his face?” bliver til “Men hvad er det dog, gode præst Hooper har for ansigtet?” Mig bekendt har man på dansk aldrig til- eller omtalt sin sognepræst som “præst Et-eller-andet.” Derimod bruger (eller i hvert faldt brugte) man på dansk ordet “pastor”, således at førnævnte sætning burde lyde: “Men hvad er det dog, den gode pastor Hooper har for ansigtet?” Oversætteren drukner desværre sine egne gode intentioner for arbejdet, i en oversættelse der sine steder er næsten ulæselig.

At Hawthorne har sin berettigelse, er jeg sådan set ikke i tvivl om. Jeg må bare erkende, at jeg ikke forstår ham. Om det er fordi der er tale om udvalgte tekster, eller om der bare ikke er nogen rød tråd, skal jeg ikke kunne sige. Men de næste bind i serien, som oversætteren lægger op til i sin indledning, vil ikke være at finde på min bogreol.

Lån bogen på biblioteket