0 kommentarer

Postflyveren af Antoine De Saint-Exupéry

af d. 21. juli 2006
Info
 
Sideantal

157

Udgivet

1954

Originaltitel

Courrier Sud

 

Et mesterværk kan udtrykke sig i et utal af former og arter. “Postflyveren” bliver gjort det via en fortælling. Den rummer så meget poesi på så få sider, at man kun kan overvældes af et så kompakt mesterværk, der eksploderer i ens tanker.

Bogen har som hovedperson piloten Jacques Bernis, der flyver post til de udstationerede på Afrikas kontinent. Deriblandt jeg-fortælleren, en ven af Bernis. Jacques er en rodløs person, der egentlig kun føler sig tilpas oppe i luften, hvor alle enkelthederne må se sig slået af en helhed, den der forekommer, når man betragter verden i et bredt perspektiv.
Geneviève er Jacques’ elskede. I en dødelig sorg forlader hun sin mand, for at finde den trygge lykke, som er altafgørende for hendes liv. Disse to menneskers kærlighed er svært forenelig! “Det er let at holde kærligheden i live med ord. At leve er visselig noget andet.”

Jacques Bernis søger en sandhed, dog bevidst om, at dette er et hyklerisk selvbedrag. “Hvis jeg finder en sandhed, der giver udtryk for mit jeg. Så vil det være sandheden for mig. Og dog ville jeg jo ikke tro på den.” Livet er ikke en formel, men et til alle tider foranderligt mysterium, med døden som i sidste ende løser op for (eller lukker for!) dette. Og netop denne konstellation skal vise sig at være af fatal betydning for Jacques og Genevièves eget liv og indbyrdes kærlighed. “Jeg har elsket et liv, som jeg egentlig ikke rigtig har forstået. Jeg ved ikke engang hvad jeg trængte til. Jeg var bare sulten.”

Lysten til livet er noget vi instinktivt har lyst til! Men er dette nok? Sådan er fortællingen fyldt med indirekte spørgsmål, som læseren overrumples af, og derved også bliver trukket med ind i historien. Hvilken formidabel dynamik det skaber! Denne dynamik bidrager 3.personsfortæller-teknikken også til via sine poetiske indskud, der i overført betydning konstant svæver over fortællingen, men også bliver en del af den, da man følger beretningen med disse indslag i baghovedet.

Antoine de Saint-Exupéry omkom selv som krigsflyver. Men heldigvis flyver hans mesterværk rundt i levende live i erindringen og, for den endnu uvidende læser, på skrift. Denne flyvetur må du og dit liv ikke gå glip af!

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter