Pigen der elskede en gris af Irma Lauridsen

Det er sådan set et meget sympatisk projekt, forfatteren har kastet sig ud i her og ideen med, at en ung pige forelsker sig i og fatter livslang kærlighed til en gris, er sjov og original – det er da en æggende titel, ikke sandt! – ligesom den snert af dyreetisk morale (heldigvis ikke moraliseren), er klædelig. Derfor er det synd, at hverken historien eller stilen lever op til det ellers udmærkede udgangspunkt.

Historien er i grove træk som følger: Pigen, som aldrig kaldes andet, er på bondegårdstur med sin klasse og får i svinestien øje på en smågris, som ligger livløs i høet og altså tilsyneladende, også ifølge bonden – som vi må gå ud fra har forstand på den slags –  er død. Det er den, viser det sig, dog heldigvis ikke. Pigen fatter medlidenhed med den lille svagelige grisling og smugler den med hjem, hvor hun passer og plejer den, mader den og lufter den i hundesnor. Et venskab udvikles, og båndet mellem de to svækkes hverken af omverdenens latterliggørelse eller moderens uvilje mod at have levende gris i huset, tværtimod.

Pigen flytter ud af huset, ind hos et ældre ægtepar de tilfældigvis møder, kort efter de er stukket af hjemmefra. Da det ældre ægtepar dør, overtager Pigen og grisen huset, hvor de bor for sig selv, indtil Pigen, som på dette tidspunkt er blevet voksen, finder en kæreste, som flytter ind, men som dog ikke er helt tilfreds med at skulle dele sin kæreste og sin seng med en stor gris.

Grisen bliver gammel, så gammel at Pigen til sidst må sejle den til “De Lykkelige Grises Land”.

Jeg synes som sagt det er rigtig fint fundet på, at lade et utraditionelt venskab vokse mellem netop Pige og gris og så tage den så langt, som forfatteren gør – det er jo f.eks. et komisk billede at to forelskede unge mennesker skal dele dobbeltseng med en fuldvoksen gris. Desværre er det i mine øjne ikke særlig godt forløst. Sprogligt er det for tydeligt, at det er et skrevet af et voksent menneske, sådan som hun ville tale til et barn, på ingen måder nedladende, men måske lettere forceret og pædagogisk, ikke videre sprudlende eller velfortalt, i en tone jeg forestiller mig ikke rigtig er i øjenhøjde med målgruppen.

Historien ender op med at være temmelig banal –  et umage par holder sammen i tykt og tyndt, trodser ydre modstand og lever lykkeligt til deres dages ende (i hvert fald til en parternes endeligt). Og hvorfor ty til en kliche som “De Lykkelige Grises Land”? Når man i forvejen er gået så vidt, når forfatteren kan skildre en aparte kærlighedshistorie som noget så dybfølt, hvorfor så ikke bare nævne døden ved navn eller i det mindste gå lidt tættere på?

Hvis jeg er for hård ved bogen, er det måske fordi jeg havde håbet på mere. Forfatteren har med “Pigen der elskede en gris” vist, at hun kan hitte på sjove påfund, nu skal hun bare blive bedre til at føre dem ud i livet.

Bogen er fint illustreret. Tegningerne er realistiske, men ikke alt for realistiske og gengiver godt de hændelser og følelser teksten beskriver.

Lån bogen på bibliotek.dk