På jagt efter en skytsengel af Eira Storstein

Denne roman lukker sin læser ind i et barns sanselige verden, og fremkalder erindringen om den måde et barn opfatter og oplever på. I en selvskabt boble af glæde, nysgerrighed og fantasi oplever pigen Kira verden, på trods af moderens død da hun er 1 år. Men allerede som lille spædbarn, har Kira kendt til angst, og romanens udgangspunkt er hendes måde at håndtere den barske voksenverden på.

Følgende uddrag beskriver, da Kiras tante Solveig passer de to søstre, og er ved at gøre klar til dem, inden de er stået op:
“Af og til må jeg lette hovedet fra puden for at fange enkelte lyde, før jeg kan svæve tilbage igen. Jeg følger hver af hendes bevægelser i hovedet. Bliver der stille, kan jeg nå at gentage det sidste, før hun giver mig en ny, et nyt lifligt billede som nu, mens hun skærer sig igennem den sprøde skorpe på det store nybagte brød. Når vanillesukkerduften fra kakaoen spreder sig og trænger ind i vores senge, ned til os under dynerne, suger vi den bare tavst ind gennem næseborene og smiler. Alle ord er overflødige.[…] Jeg smiler bare og strækker arme, ben og mave, som oser af døsig velbehag, mens jeg venter på at høre hende kalde igen. Det eneste, jeg vil, er at høre denne helt normale, venlige morgenstemme sige helt selvfølgeligt igen og igen, at nu er der morgenmad, nu skal vi stå op. […] Dette er næsten for godt til at være sandt. Kan man virkelig have det sådan her?”

Man kan synes, at det ovenstående burde være en beskrivelse af de fleste børns morgener. Men når man ved, at Kiras far er indlagt på psykiatrisk hospital, fordi han ser syner og svarer på spørgsmål, han ikke er blevet spurgt, er indtrykket pludselig et andet. Og for at illustrere det svigt, tanten og de fleste andre voksne i Kiras liv, udsætter hende for, skal det siges, at samme dag, hvor denne morgen udspiller sig, er tanten taget hjem til sig selv, fornærmet over at pigerne var så svære at få ud at sengen. Og med en kommentar om at pigerne er forkælede, og at hun har fået nok.

Som læser får man beskrevet de mekanismer der virker, når børn præges af deres voksne, og hvordan handlinger, men især stemninger, kan forme dem, og “programmere” dem til tilpasning. Ved hjælp af Kiras ukritiske og fordomsfri beskrivelse af de forhold, hun lever under, demonstreres det, hvor meget børn vil gøre for tryghed.

Jeg vil sige, at sproget i denne roman nærmest er det primære. For budskabet i romanen er på sin vis en stemning, som skabes af det sansebetonede sprog; et barn der på den ene side er elskelig, livsglad og nysgerrig, og på den anden side tynget af de voksnes, i dette tilfælde, væmmelige verden. Den boble som Kira lever i som lille, bliver sværere for hende at skabe, jo mere hun forstår med alderen. Romanen er faktisk både genial og grufuld, for at bruge stærke, men passende ord. Og samtidig er den lige så sjov, kærlig, blid, fantasifuld og kvik, som Kira er, og den SKAL simpelthen læses, så hun kan opleves! Und dig selv en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Lån bogen på bibliotek.dk