Ormene ved himlens port af Henrik Nordbrandt

Sorgen over at have mistet en elsket person er det gennemgående tema i Henrik Nordbrandts digtsamling “Ormene ved Himlens port”, som han fik “De gyldne Laurbær” for i 1996.
Og han gør det så godt, at savnet svier i hver eneste linie.

“Hej” råbte jeg, så det genlød /
i hele dalen /
og en krage fløj skrigende op. /
Der var ingen andre end dig /
der ikke svarede /
i hele verden.

Sådan slutter et af digtene, der typisk henvender sig direkte til den afdøde (og indirekte til læseren). Hvilken dal, som fortælleren står og råber i, er ikke vigtigt. Det væsentlige er, at der var ingen andre end dig, der ikke svarede. Så enkelt kan det gøres, så knugende og billedligt. Som læser bilder jeg mig ind, at jeg ligefrem kan høre ekkoet af det svar, der ikke er der.

Denne måde at trylle et nærvær frem af noget, der ikke er der, er et genkendeligt træk ved Nordbrandts digtning. Den evne gør ham til en stor digter, efter min mening. Et andet genkendeligt træk ved Nordbrandts digtning er forskellige toner af melankoli, som her i denne samling når nye højder.

Digtene beskriver igen og igen, hvordan fortælleren må erkende, at den anden er borte. Savnet og døden beskrives f.eks. udfra erindringer om almindelige hverdagshandlinger, ting som den anden har gjort, og de flettes samtidig ind i mytiske og universelle billeder som “O døde dronninger”.

Balancen mellem det højtidelige og det banale tipper aldrig over i sentimentalitet. Stemningen er lige så barsk og så let som i sort humor. Fortælleren synes at opholde sig i et særligt rum for de vanvittige. Her findes kun fragmenter fra erindringer om fælles rejser, og de ting, man samler op og smider væk: færger, kvitteringer, en strøget skjorte. Der er ingen mening at søge i sorgen, kun en venten.

Musikalsk hyler versefødderne til himlen og i denne velvalgte larm sætter fortælleren sig i sidste digt (en sonet) ved Akherons bred og venter på færgemandens komme.

Jeg satte mig ned på Akherons bred /
og græd på grund af en død veninde. /
Floden var langsom, helt grumset af slid /
Og dækket af flydende kviste og pinde

Samlingen skaber en inderlighed, der går i blodet på læseren. Ikke af den flygtige slags, der lige knap berøres, men af en art, som graver i din sjæl, længe efter, du har lagt bogen fra dig.

– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets julekonkurrence 2006

Lån bogen på bibliotek.dk