607
2009
978-87-11-43525-0
New moon
Bella Swan er lykkeligt forelsket i sin vampyrkæreste, Edward Cullen, og alt lader til at være perfekt, indtil Edwards søster vælger at holde en fest for Bella på hendes 18-års fødselsdag. Her kommer Bella til at skære sig på noget gavepapir, hvorfor hun begynder at bløde. En enkelt dråbe af blod er nok til at friste vampyrer, og efter denne dødbringende episode vælger Edward at forlade hende for hendes egen sikkerheds skyld. Dette knuser Bellas psyke, og hun er frustreret og deprimeret over en lang periode, hvor hun er ligeglad med alt. Men Bella får efterhånden atter et smil på læben, da hun begynder at tilbringe tid med sin gamle ven, Jacob Black.
Og selvom Edward ikke længere er i Forks, er Bella stadig i fare..
Mens første bind i Twilight-serien, “Tusmørke”, er god, er “Nymåne” kun middelmådigt tilfredsstillende. Edwards fravær betyder – i hvert fald for mig – at selve historien bliver kedeligere og til tider også irrelevant i Jacobs selskab, selvom han er en vigtig karakter. Yderligere er sproget meget ensformigt – for eksempel beskriver Bella gang på gang sin tilstand med sætninger som “et hul i hjertet”, hvilket går hen og bliver irriterende trivielt.
“Nymåne” har stadig sine dele med god og intens spænding; problemet er bare, at der går lang tid, før denne spænding udløses med et egentligt klimaks. Men når dette sker i form af en tur til Italien, er det også god, spændende underholdning!
Dette bind af Twilight-serien virker som helhed derfor alt i alt ufyldestgørende, men med gode, spændende dele et godt stykke inde i bogen.