Navnefællen af Jhumpa Lahiri

Hvordan vokser man op, når man har en ‘anden etnisk baggrund’? I hvis billede danner man sig, og hvilke normer og idealer styrer man efter? Det er et stort og vedkommende problem den indisk oprindede, amerikanske kvinde Jhumpa Lahiri tager op i “Navnefællen”.

Gogol Ganguri bliver i 1968 født i Massachusetts. Drengens forældre er få år forinden emigreret fra Indien til mulighedernes og Guds eget land. De er rigtige indere, selvom de nu bor i USA. De holder jævnligt selskaber for områdets andre bengalere, hvor de spiser deres hjemstavns retter som dal og biryani. Men forældrenes kulturelle selvforståelse eroderer i takt med at Gogol og hans lillesøster bliver ældre. For forældrene opdager selvfølgelig, at de har fået to amerikanere som børn, og ikke et par bengalere.

De tager det pænt, forældrene. Moren adopterer fx juletraditionerne og det er trods alt ikke forbundet med de helt store konflikter at have kærester og få en pizza i ny og næ. I virkeligheden bliver familien Ganguli godt integreret i det amerikanske, uden fuldstændig at flå deres bengalske rødder op.

“Navnefællen” er en ok historie om den splittelse både at føle sig fremmed derhjemme ved forældrene og derude blandt venner og kærester. Desværre hæver historien sig aldrig helt op. Sproget er begivenhedsfattigt, og kvaliteten af kapitlerne svinger. Derudover tærsker Lahiri desværre langhalm på titel-ideen; at Gogol hele livet slås med sit navn, der hverken har rod i det indiske eller i det amerikanske. Jeg har ligesom forstået det!

Det, der er Jhumpa Lahiris største præstation, er at hun fravælger en hjertegribende historie om sjæle der sønderrives mellem to kulturer. Hun tematiserer i stedet den lille splittelse, som tusinder af mennesker må lære at leve – og dø – med.

Lån bogen på bibliotek.dk