Muleum af Erlend Loe

Med “Muleum” har Erlend Loe skrevet noget, der ligner en ungdomsroman. “Muleum” glider ned uden problemer. Den har sine rørende øjeblikke, absolut sjove momenter og hovedpersonen, Sofie, er desuden sød. Den er rar at læse, men når sidste side er vendt, kommer man ikke uden om, at historien er lidt banal.

Set-up’et er grumt. Sofie på 17 mister hele sin familie, da de styrter ned med et fly over Afrika. Far, mor og storebror er væk fra det ene øjeblik til det andet, og Sofie står tilbage i tomrummet i et stort hus, inklusiv polsk fliselægger. Sofie har ret svært ved at se, hvad hun skal leve videre for, når hele hendes familie er død, så hun bruger det meste af sin tid på at tænke over, hvordan hun kan afslutte sit liv. Denne festlige hverdag bliver kun afbrudt af besøg hos psykologen og af veninden Constance, der konstant prøver at få Sofie i kontakt med dyr, fordi det helt sikkert vil gøre hende gladere.

“Muleum” er Sofies dagbog gennem et år. Hun starter dagbogen et halvt år efter ulykken på opfordring af “psykogeir”, som hun kalder sin psykolog. Fra Sofies synspunkt ligger der et langt, ensomt liv foran hende, for hun agter ikke at knytte sig til nogen igen. Når folk ligefrem går hen og dør i bundter, som hun udtrykker det, er det følelsesmæssigt alt for risikabelt at holde af nogen. Efter et tragikomisk mislykket selvmordsforsøg stikker hun af fra velmenende familiemedlemmer og venner, sætter sig ind i et fly og begynder at flakke verden rundt.

“Vi styrter.
Elsker dig.
Gør som du vil.
Far.”
(sms fra Sofies far)

Erlend Loes vinkel er altid humoristisk, og “Muleum” bliver heller aldrig rigtig trist og mørk, fordi Sofie er sjov og cool – selv midt i tragedien:

“[.] han talte flere gange om et kryds, han kalder Prinsekrydset. Han sagde, at det er det bedste kryds i Norge. Han sagde det ikke ligeud, men jeg tror, han elsker det kryds. Jeg kunne mærke det på hans stemme. Jeg kan mærke ting på folks stemmer. Det kan Constance ikke. Hun kan kun lige akkurat mærke, om hendes hest er sød eller sur.”

Omslaget er ret lækkert lavet. Bogen er lille og kompakt og skal forestille en kinabog. Sådan et omslag gør det meget svært at modstå bogen. Jeg var også godt underholdt af “Muleum”, men hele tiden også lidt distanceret: rørt uden at blive rørstrømsk. Alt i alt har vi at gøre med en læseværdig roman, som dog ikke efterlader et særlig tungt aftryk.

Lån bogen på bibliotek.dk