Min mormor hilser og siger undskyld af Fredrik Backman

Det er ikke fair. Det er ganske enkelt ikke fair, at skulle skrive en anmeldelse af “Min mormor hilser og siger undskyld”. Dels fordi der ikke er stjerner nok i systemet at kaste efter bogen, og dels fordi jeg er meget i tvivl om hvad det er jeg har læst.

Det er i grænselandet mellem fantasi og virkelighed, at eventyr og store fortællinger bor. Jeg tror også Fredrik Backman bor der. I hvert fald når han skriver. Skellet mellem eventyr og virkelighed brydes ned i “Min mormor hilser og siger undskyld”, så man ikke længere kan se hvor den ene begynder, og den anden ender. Det er så flot – og, som altid med Backman, virkelig morsomt.

Backman fortæller Elsas historie. Elsa er syv (snart otte) år gammel. Hun bor i en lejlighed sammen med sin mor og hendes kæreste. I lejligheden ved siden af, bor Elsas mormor. Uden at tage munden for fuld, kan man vist godt tillade sig at hævde, at Elsas mormor (forhåbentlig) ikke er som de fleste andre mormødre. Hun kører bil uden kørekort, skyder med paintballgevær fra altanen, bryder ind i en zoologisk have, og så fortæller hun eventyr. Elsa elsker eventyrene, og Elsa elsker mormor. Derfor gør det selvsagt ikke noget godt for deres indbyrdes forhold, da mormor dør af kræft, og sender Elsa ud på en skattejagt, der blandt andet indebærer at hun skal aflevere en hel masse breve til en hel masse mennesker. Breve hvor mormor undskylder.

Men fortællingen foregår ikke alene i huset hvor Elsa bor. Den foregår også i alle mormors eventyr, og figurer og væsner fra eventyrene krydser grænsen fra eventyrlandet Næsten-Vågens seks kongeriger, ind til Elsa i virkelighedens verden. Samtidig krydser personer fra den virkelige verden, grænsen til eventyrlandet. Det er ikke til at se forskel på fantasi og virkelighed. Lyder det rodet? Det er det også – og det fungerer hamrende godt.

Hovedpersonen fra “Britt-Marie var her”, er også med i “Min mormor hilser og siger undskyld. Det er ikke nødvendigt at læse Britt-Maries bog først, men har man gjort det, vil man opleve at “Min mormor hilser og siger undskyld”, rækker bagud, og giver Britt-Marie endnu mere fylde. Ret genialt.

Som altid med Backman, indgår en ikke ringe mængde humor i fortællingen.

Historien uden humoren er nok lidt pladderromantisk, ligesom humoren uden historien vil være for meget. Men Backman forstår at kombinere disse ting, så der opstår en historie man kan blive ved med at synke ned i. “Min mormor hilser og siger undskyld” når, ligesom forgængerne “En mand der hedder Ove” og “Britt-Marie var her”, dybder i mennesker og verden, som vi normalt forbinder med filosoffer og store tænkere. Backman er en moderne tænker og filosof – bare med humor.

Jeg kan ikke rose værket nok, og kan ikke finde ord der beskriver det retfærdigt. Jeg kan kun give bogen min allerbedste anbefaling, sammen med en kraftig opfordring til at læse den.

Backman skriver til sidst i bogen:

“Tak til min mor som lærte mig at læse, og til Astrid Lindgren, som lærte mig at elske det.”

Selv om inspirationen fra Astrid Lindgren er tydelig, er det bare så meget Backman.

Lån bogen på Bibliotek.dk