Min blå stol af Betina Birkjær og Katrine Louise Jakobsen

En pudsig bog med nogen flotte og omstændige illustrationer. Må erkende at jeg ikke helt ved hvordan jeg skal gribe denne bog an. For jeg opfatter den ikke som en typisk børnebog, men jeg kan til gengæld ikke rigtig kalde den andet. Den virker lidt dyster og på en måde er det måske også meningen. For den handler om en pige der syntes hun skal gøre sig så usynlig som mulig. Og det lykkedes hun mest med når hun er på sin blå stol, hvor hun føler at hun kan lukke ned for hele verden. Men hvorfor hun har det behov kan jeg som læser ikke helt lure. Og jeg forstår ikke rigtig hvad det er den skal lære et barn man læser den højt for eller læser den sammen med.

Illustrationerne er flotte, men meget voldsomme. De fylder meget og man skal lede lidt efter hvad det er der står i teksten, som passer overens med tegningerne. Det virker voluminøst og det er svært helt at føle at man kan leve sig ind i den lille fortælling.

Bogen beskrives som et værk der skal handle om at “finde sig selv i naturen, i kreativiteten og i venskabet”. Det rummer den måske også ganske minimalt, men der bliver noget berøringsangst over de emner, for de er nærmest ikke til stede. Og der er en stemning af noget dystert som det er svært helt at sætte en finger på.

Det med at man ikke føler man forstår sin familie og omvendt, at de knap registrere en virker som om der skal forestille at være en slags diagnose barn i hovedrollen. Især fordi hovedrollen ikke kan lide at høre lydene af familien der spiser og fordi hun gerne vil gøre sig usynlig. Men om det er det som er ideen står hen i det uvisse.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket