Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist

Hvis der er en ting, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Han er en af de mest suveræne fortællere i nyere tid, og han er i mine øjne for horrorgenren, hvad Sjöwall og Wahlöö har været for krimigenren. Med “Lad den rette komme ind” introducerede han den socialrealistiske gyserroman, og det har han efterfølgende fulgt smukt op med “Håndtering af udøde” og nu “Menneskehavn”.

Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö, og han kommer stadig jævnligt dertil med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten, men mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunnet tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.

Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter nogen tid vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?

Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få. En pagt som tilsyneladende er blevet brudt.

Som i sine tidligere romaner skaber Lindqvist et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. Det skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og at han formår at beskrive de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien. Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig kærligheden, døden og sorgen.

Dette mix af overnaturlige hændelser i en realistisk hverdag beskriver Lindqvist helt suverænt. Men selvom de overnaturlige elementer kan være nok så uhyggelige, så var det her i “Menneskehavn” alligevel de realistiske barndomsminder, som for mig var mest skræmmende.

Endnu engang har John Ajvide Lindqvist præsteret en fantastisk roman, som både kan læses af horror-elsker, men også af dem som ellers aldrig læser “den slags”!

Lån bogen på bibliotek.dk