Maria & José af Erlend Loe

Det er ikke altid antallet af sider i en bog der afgør hvor god eller dårlig den er. Ofte har jeg oplevet at små bøger har mere indhold end tykke bøger. Erlend Loes “Maria og José” er sådan en lille bog. Blot 55 sider, og halvdelen af dem er illustrationer af Kim Hiorthøy. Men hold da fast hvor er der meget indhold.

Bogen er fortalt i et meget enkelt sprog, der leder tankerne hen på en børnebog. Kort, enkelt og meget, meget dybt og indholdsrigt.

Maria er smuk og ombejlet, men hun har slet ikke lyst til at lære mænd at kende. Hun er lykkelig og tilfreds, uden helt at vide hvorfor. Inde i Marias øre, bor José. Han er en lillebitte mand, med en meget stor kærlighed til Maria. I hendes øre har han et par bogreoler og en seng, og så har han en cello. Dagen går med almindeligt “vedligehold” af Maria. José passer og plejer hende, filer hendes negle og støvsuger hendes navle. Når en virus finder vej ind i Marias krop, finder José den, og skyder den i hovedet. Om natten sætter han sig helt tæt på Marias trommehinde, og spiller cello og synger sange, og Maria smiler mens hun sover. Men en dag kommer José til at gøre noget han aldrig skulle have gjort – og så måske alligevel.

“Maria og José” er en meget smuk lille bog om meget stor kærlighed. Det er fortællingen om at elske et menneske så meget, at man ofrer alt for dette menneske, bare fordi man ikke kan lade være og fordi man ikke har lyst til andet, end at sørge for at den elskede har det godt. At Maria aldrig finder ud af at der bor en lille mand i hendes krop, som giver hende sit liv, ødelægger ikke José’s kærlighed til Maria. For sand kærlighed er af natur uselvisk.

Det kan lyde lidt pladderromantisk, når det sådan beskrives, men måske netop fordi Loe koger alt overflødigt ud af fortællingen, og fortæller den på en lidt naiv måde, glider den ned alligevel. Helt uden problemer.

“José er stolt over at være med til at skabe Marias dybe følelse af velvære. Som regel er det belønning nok for ham at høre hendes rolige hjerteslag og regelmæssige åndedrag. Men det bedste, José ved, er at betragte Maria, mens hun sover.
På meget varme sommernætter smører José sig en god madpakke og cykler lange ture på Marias krop. Når han bliver træt, sætter han sig ved et godt udsigtspunkt og hviler sig og spiser et par stykker mad. Så føler José sig som en mand med et stort ansvar. Lidt som en arkitekt eller en bonde. Stolt. Men helt alene. Ind imellem næsten ensom.”

En stor tak til Gyldendal for i 2016 at genudgive Loes perle fra 1994.

Lån bogen på Bibliotek.dk