Manden der glemte sig selv af K. B. Assenholm

Bogen handler om Arne. Han er egentlig en ret almindelig mand, men han har en hobby, der er knap så almindelig. Eller hobby er måske så meget sagt, det er en anden personlighed, som der ikke er nogen der kender til. Nemlig: BatArne. Med dragt og det hele. Han kan godt lide at hjælpe andre mennesker, og han vil helst have at der ikke er nogen bøller der generer andre. Arne har dog lidt udfordringer. Han er voldsomt sukkerafhængig, gemmer chips og andet for sin kone. Han er i rigtig dårlig form, og kan derfor få åndenød bare af at rejse sig op. Men når han er BatArne, så kan han det hele – løbe stærkt, være sej, være noget.

Men hvordan skal man som helt og far klare sig, når man skal lyve helt tiden. Og ville det ikke være en fordel hvis hans familie vidste, hvad han egentlig rendte rundt og lavede?

Det kommer måske af sig selv, for på et tidspunkt ser hans søn ham løbe stærkt og snuble og forstuve sin ankel. Men Arne er ikke klar over at sønnen har set ham. Han kan bare fornemme noget ikke er som det plejer at være.

Vi kommer ind i en familie med far mor og 3 børn. En almindelig tilværelse med forældre der arbejder og børn der går i skole og gerne vil undgå at syntes, deres forældre er pinlige. Vi møder med andre ord en hverdagssituation, som så får et tvist ved at faderen ikke lige er den han siger hele tiden. Men det fungerer okay. Dog kan jeg slet ikke se det morsomme i bogen, som den ellers ligger op til. Blandt andet fordi den betegnes som en sjov roman. Den var hurtigt læst og historien er da meget sød, men jeg fandt den ikke særlig sjov. Den er enkel i sit udtryk og historien holder – der lægges op til en toer, og den vil jeg faktisk se frem til. At jeg alligevel ikke er oppe og ringe er nok fordi jeg ikke opfatter bogen som nogen særligt.

Enkel, hurtigt læst, en udmærket historie – Det er det!