Lykke-Per af Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidans værk “Lykke-Per” er skrevet mellem 1898-1904, men selvom det er over 100 år siden, er det en fortælling, der stadig er aktuel og formentlig til alle tider vil være det. Det er en roman, der kan læses igen og igen, hvilket sådan set også gælder de andre store værker af Pontoppidan såsom “De dødes rige” og “Det forjættede land”. Og hvorfor så det? Jo, Pontoppidan fortæller ganske enkelt helt fantastisk godt, og så er der masser af gods i værkerne – med medrivende karakterskildringer og et dybdegående billede af menneskets vilkår samt temaer som skyld, forsoning, mod og ansvar.

Ligesom litteraturkritikeren Georg Brandes var Pontoppidan stærkt optaget af at sætte problemer under debat, hvilket også er tilfældet i “Lykke-Per”. Der er tale om en klassisk udviklingsroman, hvor vi følger hovedpersonen Per, der forsøger at gøre oprør mod sin opvækst i en pietistisk præstegård i det østjyske, idet han vælger at læse til ingeniør. Per flytter til hovedstaden og bliver helt opslugt af det liv, byen tilbyder ham. Han oplever først, at det er i storbyen, at han har mulighed for at realisere sig selv, men kommer alligevel senere til at stille spørgsmålstegn ved det.

Ud over at være en udviklingsroman, så giver romanen også et politisk og kritisk billede af Danmark i slutningen af 1800 tallet, hvor industrialiseringen gør sin indmarch, og hvor der opstår en kamp mellem de moderne og gamle værdier. En kamp som også kommer til at udspille sig i Pers indre.

Pontoppidan modtog i 1917 Nobelprisen i litteratur. “Lykke-Per” holder stadig den dag i dag, den er ganske enkelt svær at lægge fra sig igen.

Lån bogen på bibliotek.dk