Lugten af længsel af Vibeke Marx

Endnu en gang tager Vibeke Marx os med om på livets skyggeside og viser os, at ”Du er din egen lykkes smed” klinger hult, når livet er svært.

”Lugten af længsel” er en selvstændig fortsættelse af bøgerne ”Jord og hjerte” og ”Anton”. De tre bøger kan uden problemer læses hver for sig, men i sammenhæng viser de, hvor svært det er at løsrive sig fra det sted, man kommer fra. Socialrealisme i romanform.

Citat bagsiden: ”En roman om kærlighed, den beskyttende til moren, den modsætningsfyldte til mændene, den uselviske til barnet og den euforiske til barnebarnet”.

I Lissens barnesind findes en stige, en stige over, hvem der er mest værd, og øverst på stien er mor, hvis position i familien aldrig kan udfordres. Omsorgsfulde mor, mor der holder sammen på det hele og indpasser sig fars vanskelige sind. Far, der har haft en ussel barndom, som han ikke vil tale om, men som nogen gange gør ham tavs, og andre gange gør ham vred. Lissen selv, hun er langt nede på stigen – og hver gang hun fejler, ryger hun længere ned. Da lillesøsteren kommer til, er hun højere oppe på stigen end Lissen, for forældrene elsker hende, mest føler Lissen.

Lissen længes efter noget, hun ikke helt selv forstår, hun vil gerne blive til noget, blive set og have værdi, men hun ved ikke, hvordan hun kommer frem til målet. Hun snubler og falder, kaster sig grådigt ud i kærligheden, svigtes og svigter, får et par aborter og ved ikke hvem hun er. Hun udfordrer sin skuespillerdrøm, men ender med at blive instruktør – og alligevel nager tvivlen hele tiden: Hvem er hun, og er der nogen, der har brug for hende?

En dag møder hun Mattis. Mattis, der med sin livsglæde, rolighed og sendrægtighed kan rumme hendes længsel og vrede. Mattis, der ikke lader hende løbe væk fra problemerne, og Mattis der får hende til at droppe endnu en abort og blive mor og gøre ham til far.

Først da Lissens forældre dør, forliger hun sig med barndommens spøgelser, men så banker et andet på, da hun indirekte bliver skyld i barnebarnets død.

Jeg synes ikke, bogen er lige så god som sine forgængere, problemerne står for meget i kø, og Lissens længsel trækkes i langdrag. Undervejs blev jeg irriteret på hendes syn på sig selv og havde lyst til at ruske hende.

Vi forlader Lissen i kirken til Mattis begravelse, og det er op til læseren at lade Lissen forsones med sin datter eller fortsætte længslen.