Lucky Luke 1997-1998 af Morris
158
2007
9788776791131
O.K. Corral ; Oklahoma Jim (fransk) ; Marcel Dalton (fransk), tegninger Morris ... Pearce ; tekst Fauche, Léturgie og Pearce ... et al. ; redaktion: Michael G. Nielsen ; forord: Horst Berner ; dansk del af forord: Michael G. Nielsen ; oversættelse: Niels Søndergaard (tegneserier) og Per Vadmand (redaktionelle sider)
1990’erne repræsenterer ikke ligefrem det bedste i Morris store produktion. Manuskripterne er langt fra mesteren Goscinnys niveau (Goscinny døde alt for tidligt i 1977), og knopskydningen om Lucky Luke som dreng “Kid Lucky”, der forsøger at ramme en yngre læserskare, rammer helt ved siden af.
Albummet indeholder tre historier, “Opgør i Tombstone”, “Oklahoma Jim”, og “Marcel Dalton”. “Opgør i Tombstone” er Lucky Lukes møde med Doc Holliday og Wyatt Earp. Brugen af grafisk software skinner klart igennem, figurer kopieres fra billede til billede, og gør oplevelsen temmelig statisk. Det er direkte trist at se på en copy/paste tegneserie, og det bærer yderligere brænde til bålet af man alt for hårdt forsøger at være sjov, uden at være det. Det samme gælder for “Marcel Dalton” hvor den samme påtaget morsomme situation allerede på de første tre sider genbruges hele fire gange – og derefter benyttes løbende albummet igennem. Hvor blev den kreative tilgang til manuskriptet af, og hvorfor afholder Morris integritet ham ikke fra at tegne ud fra så tamt et oplæg. Det er ikke længere nok at indsætte Daltonbrødrene for at skrive en god historie, der skal være mening med deres optræden. At introducere deres europæiske onkel Marcel Dalton kunne være et godt udgangspunkt for en god Lucky Luke, men hverken Luke, brødrene eller onklen får lov at skinne igennem; dertil er manuskriptet for vattet.
“Oklahoma Jim” er anden gang Kid Lucky optræder, og selvom den er bedre en debuten, er den guddødme ikke meget værd. Som tidligere skrevet var målgruppen en yngre læsergruppe, men de bed aldrig på – af gode grunde. Kid Lucky er krediteret Morris, men er tegnet af en Pearce hvis figurer har mere elastiske lemmer. En stil der har mindre pondus end hos Morris, og på den måde passer i katastrofal grad til en ligegyldig og pjattet fortælling.
Den ene side ekstramateriale, der introducerer hver historier er ikke noget specielt, særligt ikke når man tænker på den overhaling Asterix får i disse år.
