Lucky Luke 1962-1964 af Morris og Goscinny

Goscinny er på ved starten af 60’erne blevet en mesterlig manuskriptforfatter, og det er som om han gennem de tre historier i dette album bliver bedre og bedre. Det starter på et højt niveau med “Karavanen” hvor Luke skal eskortere en karavane af nybyggere tværs over kontinentet. Goscinnys genistreg er blandt nybyggerne at introducere en række troværdige og morsommme bifigurer, den unge kvindelige lærer der skal undervise mens vogntoget kører, den storbandende kusk der udelukkende taler i tegnede bandeord, den excentriske professor der konstant afprøver nye motorer der alle eksploderer, og skarnsknægten der skal græde på kommando for at overbevise Luke om at påtage sig jobbet som eskorte.

I “Spøgelsesbyen” ser vi Goscinnys styrke i de forviklinger hvor en dramaturgisk fremdrift ender som et tilbageslag for skurkene, der igen leder til ny fortællemæssig udvikling. At en logisk udvikling tager en ulogisk drejning, der indenfor fortællingens rammer alligevel synes logisk. Ganske som han gør det i de bedste Asterix.

Og med “Dalton-brødrene forbedrer sig” får det hele lige et kreativt nøk opad. Goscinny kunne noget med de fire brødre. Her får man i senatet den idé at afprøve noget det skal hedde “prøveløsladelse”. En ny idé som for at vise sin holdbarhed skal afprøves på de værst tænkelige forbrydere: Dalton-brødrene. Luke bliver sat til at hente dem fra fængslet og holde øje med dem i den måned prøvetiden varer. Daltons uden forbrydelser bliver til Daltons der forsøger at være lovlydige. De ender som bankfolk, der sprænger deres egne pengeskabe, når kunderne vil hæve penge. Kort sagt forsøger de arbejder de lovlydigt men falder ubevidst tilbage til forbrydernes modus operandi. Der er den med at udnytte ulogikken igen, som kun en Goscinny mestrer at gøre det. Ganske enkelt fremragende europæisk tegnet komik fra den øverste hylde.

Lån tegneserien på biblioteket