Love from Trieste af Kirsten Thorup

“Love from Trieste” er en sprogeksperimenterende digtsamling fra 1969. Kirsten Thorups forfatterskab har med tiden udviklet sig fra de skrifttematiske, meget snævre værker til de mere socialt indignerede, traditionelt episk fortællende værker. Og hun er blevet kendt i den brede befolkning på baggrund af de senere romaner, som er ret let tilgængelige.
“Love from Trieste” er både ekstremt interessant og på det nærmeste ulæselig…

Lokaliteten, Trieste, er en moderne historisk by med indbygget omskiftelighed. Den konnoterer forskellige tidsaldre og en tabt helheds- og kontinuitetsfornemmelse. Dermed også en brudt udviklingshistorie, som den kvindelige hovedperson, Maja, har. Individkonstruktionen udforskes sprogligt og kredser om subjektet, som betragtes helt nøgternt, eksempelvis som kropstemperaturen i digtet “37 grader”: “Om lidt går jeg ned ad trappen. Urene standser af sig selv. /Portræt af en ung pige. Der er ingen andre steder/ Nu siger jeg. Og går hen mod glasdøren for at sove./ Tænk på en hvid frø. Jeg brændte fingerspidserne./ Ude i skoven. Pink. Jeg skulle være gået for længe siden./ Dejlige melodier. Jeg ville ønske det var vand jeg drak./ Min hånd trykker håndtaget ned og åbner.” (osv.). I digtet nævnes dagligdags beskæftigelser og brudstykker af tanker side om side. Det er som om verden opleves metonymisk og altså ikke metaforisk – med en underforstået betydning af sammenhæng mellem den indre oplevelse af meningsfuld tilstedeværelse og tilhørsforhold til den omgivende verden – men mere fragmenteret, som brudstykker af tanker, der repræsenterer nærhed gennem dele for helheden. Således fragmenteres også Majas identitet og udvikling gennem digtsamlingen.

Som flere af de eksperimenterende 60`er værker sprænger digtsamlingen værkkategorien og danner grobund for en udvikling, der fortsætter i nyere dansk litteratur. Teksten her trækker blandt andet på den tanke installationskunsten introducer: nemlig at det er den bevidsthed hvormed objektet er placeret i bestemte rammer, der gør det til kunst. Her eksempelvis i kraft af den gennemgående genrenedbrydning, digtsamlingen er præget af, som kommenterer værkkategoriens tvivlsomhed som erkendelsesform.
Flere af disse tendenser kan nævnes, og som sådan er digtsamlingen, på trods af dens umiddelbare utilgængelighed, yderst læsværdig som et eksempel på den radikalitet, der ofte fører til nybrud, som kan danne nye traditioner.

Lån bogen på bibliotek.dk