Limbo af Ole Sarvig
173
1963
En unik lyrisk stil. Øjebliksbilleder af stor skønhed og en intens kærlighedsmonolog skabt i et tomrum mellem levende og døde. Det er, hvad der skal til, for at skabe et litterært mesterværk i dansk litteratur anno 1963. Forfatteren er Ole Sarvig. Romanen hedder “Limbo” og blev i sin tid skrevet til oplæsning i radioen og udråbt til årets radioroman.
Bogen handler mest om den grænseoverskridende kærlighed, men også om erfaringerne fra krigen, om forvandling af ven til fjende, om snigende fremmedgørelse overfor verden og forliste fremtidshåb. Rædslerne udstilles ikke direkte, men skal suverænt aflæses i fortællerens sindsstemninger.
“Limbo” er erindringsroman, fortalt med en sjælden fortælleteknik og skrevet i en stil, der nærmer sig digtet mere end romanen. En ældre kvinde genkalder sig begivenheder fra sine voksenår omkring anden verdenskrig i Danmark. Begivenhederne involverer tre veluddannede vennepar, som vi følger fra krigens start til midt i 60érne. Det særlige ved måden, der fortælles på er, at bogen konsekvent er fortalt til en enkelt tilhører. Det er med til at skabe et intimt rum, hvori fortællingen udfolder sig. Limbo betyder “grænseområde”, en slags ingenmandsland mellem himmel og helvede, hvor de retfærdige måtte opholde sig en tid. Det er her fortælleren (smertefuldt) opholder sig igennem hele bogen. En af de mest gribende scener er fra romanens start, hvor fortælleren forsøger at vække den afdøde Carlos til live:
“Det er som om jeg må bøje grene til side for at finde dig. Gren efter fliget gren, som om jeg kæmper mig gennem mange år, og grenene og bladene er årenes øjeblikke. Jeg må anstrenge mig, for det er svært at trænge så langt tilbage, men når så endelig min vilje har fået en vajende, hviskende allé til langsomt at åbne sig gennem alt det forvirrende løv, så står du dér inderst i den solsitrende grænseløse skov ligesom dengang.”
Som læser drager man ind i et intenst og klaustrofobisk univers af stor skønhed. Bogens otte kapitler består alle af den slags sansede øjebliksstemninger, skrevet i lange slyngede sætninger. Det giver bogen et langsomt læsetempo, hvor alt det der ikke siges direkte, kun sanses og opleves.
Kan man lide “Limbo” er der flere intense og hudflettende monologer i Per Hultbergs “Requiem” fra 1985.
Bogen har desværre ikke været genoptrykt siden 1976. Kunne det være en opgave for “klassikerkomiteen”?
– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets sommerkonkurrence 2006
