Lille Kvast – den triste yeti af Pierre Bailly

Der er mere på spil her end det lige ser ud til, for den simple børnebog om Lille Kvast der møder en stor, voldsom og lidt klodset yeti, er samtidig et middel til at få de allermindste i gang med at læse tegneserier. Der er ingen ledsagende tekst, den skal barnet selv ‘producere’. Men en mere grundig forklaring af hvorfor det her er så friskt og nytænkende, må vente til anmeldelsen af næste bind. Indtil da skal det blot konstateres at vores egen Jørgen Clevin i 1976 brugte et par sider i bogen Jakob og Joachim holder fødselsdag på noget lignende, hvor børnene selv skulle fortælle historien til 34 små billeder fordelt på to sider, men franskmændenes Kvast altid forløber over 30 sider.

Serien er skåret over et par gentagelser, der vil virke betryggende for den lille læser: Historierne starter hver gang med at Lille Kvast vågner til atter en dag, spiser morgenmad og kysser sin mor farvel, inden han begiver sig ud i verden. Her efter følger en vandring over et par sider der altid på en aller anden måde byder på en udfordring. Her bliver vejret voldsomt mere tiltagende sne og blæst, der ender med at løfte Kvast meget højt op og lade ham falde fra stor højde ned i sneen. Han er bevidstløs men bliver fundet af tre store gnavere, der efter en spændende og vild slædetur tør den forfrosne Kvast op foran kaminen i deres hytte. Men idyllen varer ikke ved, for deres nabo, den store klodsede yeti Bob kommer på besøg og vil for alt i verden være ven med Kvast. Bobs velmente men ubevidst voldsomme natur ender med at bliver for meget for Kvast. Bob må gå alene tilbage til sin hule, så ulykkelig at han nær drukner i egne tårer. Kvast forbarmer sig over ham, og lærer ham at være lidt mere forsigtig. Hjertevarm, sjov og helt tydeligt, voldsomt gribende for de allermindste. For en voksen musikelsker kan man kun glæde sig over at det hele slutter med et gevaldigt rock-rabalder, hvor Kvast optræder sammen med Bob og gnavernes bluesband – den franske titel er da også Le blues du yéti. Og blues er jo både en musikgenre og en betegnelse for at være trist.

Til slut er Kvast hjemme igen ved mor og far, men da han skal i seng sover han med Bobs mundharmonika i sin hånd.

Dommen herfra er helt klar, for begejstringen vil ingen ende tage. Den knap 3-årige her i huset vil have sin ‘blues’ om og om igen.

Lån bogen på biblioteket