Lejlighed til deling af Beth O’Leary

Nyt koncept med kærlighed på post-it sedler

Jeg opdagede denne bog via en anden anmelder, og jeg blev fanget af den fængende forside illustration. Jeg opdagede bogen på mit lokale bibliotek og hev begejstret bogen ned fra hylden, for den skulle jeg da i hvert fald have med hjem og læst i en fart. Bagside-teksten fik mig pirret yderligere, og jeg var spændt på, hvilken læseoplevelse historien kunne give mig.

Bogen starter med en introduktion af Tiffy, der er redaktionsassistent, og pga. et ødelagt forhold desperat søger en lejlighed. Hun har fået tilbudt lejligheder af tvivlsomme ejendomsmæglere, og det er svært (og dyrt!) at leje en bare nogenlunde komfortabel og ikke-faldefærdig lejlighed i London. Hun opdager en annonce om en delelejlighed – ejeren bruger lejligheden om dagen, og om aftenen er lejligheden hendes. Tiffy takker ja, og først efter opdager hun, at ejeren er en fyr. Men hun møder ham aldrig. I starten foregår kommunikationen gennem ejeren, Leons kæreste, og senere hen foregår deres kommunikation via små post-it sedler. Som dagene går, bringer post-it sedlerne dem tættere og tættere på hinanden, men kan man rent faktisk forelske sig i en person, som man aldrig har set eller mødt?

Det fede ved den her historie er, at bogen er forfatteren Beth O’Leary’s debutroman, som hun skrev i toget på sin vej frem og tilbage fra arbejde som børnebogsredaktør. Hun delte dengang lejlighed med sin medicinstuderende kæreste, der havde lange nattevagter. Derfor så hun ham sjældent, og på et tidspunkt kunne hun kun anerkende hans eksistens ved at se de tomme kaffekopper og det dalende indhold i morgenmadspakkerne i lejligheden. Dette gav Beth inspiration til at skrive denne roman “Lejlighed til deling”.

Jeg havde vildt høje forventninger til denne bog, og jeg må sige.. at den ikke levede helt op til mine høje forventninger. Idéen er god, og bogen er skrevet godt. Men jeg mangler noget mere kant på hovedpersongalleriet. Jeg følte nærmest, at jeg bedre kunne lide Tiffy’s venner end Tiffy selv. Leon kunne jeg slet ikke snuppe til at starte med. Han var alt for fraværende og kold, men så opdagede jeg en side af ham på sit hospicearbejde, hvor hans interaktioner med en lille pige med leukæmi viser, at han er en kærlig mand, og han er lidt mere end det man bare ser på overfladen. Med tiden bliver hans karakter også mere åben, og man får som læser også en forklaring på, hvorfor han har påtaget sig en lettere kynisk facade.

Jeg ved ikke, om det måske var fordi, at da jeg læste forsiden med navnene Tiffy og Leon, da havde jeg allerede dannet mig et billede og førstehåndsindtryk af hovedkaraktererne, og beskrivelserne af karaktererne i bogen, levede ikke op til de forestillinger, som jeg havde gjort mig i hovedet. Med dét sagt er det et godt gennemarbejdet og tankevækkende plot, og en rigtig sød og hyggelig chicklit bog med en anderledes historie. Især idéen med kommunikation via de små post-it sedler gjorde stort indtryk på mig. Det er en anderledes og sød historie og post-it sedlerne var med til at give den lidt ekstra krydring i en ellers typisk kærlighedshistorie. Jeg nød at læse den og vil helt klart anbefale den.

Lån bogen på Bibliotek.dk